i forhold til så meget andet er denne fugl
ret lille så vi må gøre noget vældigt
lade drømmene flakse ad hverdagsveje
og slæbe sorgen gennem dagen
noget må vi gøre nu fuglen er her

eller skal vi slukke for alt ravneskrig
i alle sorte hamre? har vi fået nok af
alskens djævelskab i sort mørke? er vi
udasede af splittede sejl i brølende orkan?
er tiden løbet fra alle ure der slår
midnatstimer i smadder?

flyv kære ravn elskede lille sorte
skabning velkommen blandt os dødelige
show-business under dig ingen fred så vær
på vingerne
vær på vingerne i forhold til så meget andet

Rói Patursson – fra samlingen Ligesom

*

“Show-business under dig ingen fred.” Nej.

At skrive. At være bundet til et træ i en storm, der aldrig hører op. Du kan blive bange og gøre modstand; lade som om, du ikke er til stede. Blive tavs i ordenes kakofoni. Eller du kan åbne dig for stormen forankret til det sted, hvor du er. På trygge rødder. Vælge ordene et for et og sætte dem sammen.

Ravnen pløjer luften for enden af sin snor; den vil ses i forhold til så meget andet. Ravnen er kun én af dem, der er bundet til dit træ. De andre kommer langsomt til stede.

Reklamer