Manden på knæ. Giver jeg ham lov til at rejse sig? Kan jeg rumme manden? Tør jeg mærke kærligheden og styrken? Overgivelsen? Eller frygter jeg hans overgreb, og holder ham på afstand ved at holde ham i knæ?

Er det for godt til at være sandt, at du findes? I mit liv?

Jeg sætter mig på hug og ser dig ind i øjnene. Der er ingen modstand i dit blik. Der er en brænding.

Jeg rækker en hånd ind mellem benene på mig selv og lader to fingre glide ind mellem dine læber. Du sutter på dem. Jeg overvejer, om jeg skal binde dig. Jeg vil gøre det.

Jeg fører rebet, så det ligger i to bånd af tre omgange omkring dine overarme og din overkrop, over og under brystet. Hænderne binder jeg på ryggen ved at føre rebet skiftevis frem og tilbage ud under hver arm og omkring hvert bånd i to omgange sådan, at der bliver endnu et bånd på ryggen, hvortil hænderne bindes. De holdes oppe og på plads af en del af rebet, der i to omgange zigzagges gennem rebkrydsene midt på ryggen og op forbi halsen ned omkring det nederste bånd foran og op forbi halsen på den anden side, hvor det zigzagges ned gennem rebkrydsene igen. Færdigt arbejde. Det hedder en box tie.

Jeg bøjer dernæst dine ben et ad gangen og fører reb omkring i fem omgange, som jeg fikserer til båndet under dit bryst i hver side, så du ligger med bøjede, spredte ben og med hænderne i buen under din ryg.

Du har fulgt mig med åbne øjne i al den tid, det har taget. Det har jeg bedt dig om. Jeg spørger:

– Elsker jeg dig?
– Ja.
– Så kom.

Der er ikke mere at sige.

 

 

 

 

 

Reklamer