På et tidligt tidspunkt i vores korrespondance, skrev du noget, der fik det til at isne i mig. Jeg husker ikke den præcise ordlyd, men det var tydeligt, at end ikke udsigten til døden kunne røre dig. Vi var ikke ude i at drøfte præmisser for en eventuel relation. Det faldt som en spontan bemærkning fra dig i en snak om tilværelsens tilskikkelser på et mere overordnet plan. Det var sådan, jeg valgte at se det. Ellers var det morbide lidt for kækt.

Jeg fik den oplevelse, at det var noget, jeg skulle mærke mig til senere brug. Ved nærmere eftertanke er det nok Ikke en opfordring om at gå til yderligheder, men en opfordring om det modsatte. Fordi døden ikke er et spændingsfelt for dig, og derfor ikke interessant i mine fantasier. Eller. Lad være med at tænke på en blå elefant.

Din personlige styrke og fornemmelsen af noget gådefuldt drager mig indtil smerte. Er det en projektion? Jeg har engang sagt, at du trigger noget i mig, jeg endnu ikke har bevidst adgang til. Min jeg-styrke. Jeg sagde også, at jeg blev nødt til at matche din styrke, for ikke at blive væltet af den. Jeg havde glemt det.

Du står foran mig, nøgen og nærværende.

Gik jeg glip af det? Nej, jeg så det hele. Blikkets projektør holder sig ikke tilbage for tankernes strøm. Du udfordrer dig selv på et område, du endnu har gode at kortlægge. Jeg er statist. Jeg er øjnenes stempel på hver eneste af dine bevægelser. De bryder frem af din krop, som har de rødder helt ind i jordens indre. Ro og ild. Det er dér, vores blikke mødes, når de mødes. Ingen fernis. Ro og ild.

 

 

 

 

 

 

Reklamer