Min udsigt er ikke storslået, men nogle gange tankevækkende. For et øjeblik siden passerede to drankere hinanden på den anden side af gaden bag hver sin rollator. De hilste ikke, men kastede et kort blik ned på hinandens klirrende pose i hver sin kurv. Den ene på vej for at hente ny forsyning, den anden på vej hjem med sin. Den ene langhåret og langskægget i sin lange, grønne uldfrakke, som han har på vinter og sommer, den anden har jeg ikke set før. Han var korthåret og kortskægget i shorts og vest. Tænkte de mon noget, da de fik øje på hinanden? Og hvad har de gjort med kærligheden?

Da jeg var barn, var en af mine livretter brændende kærlighed: mosede kartofler med sprødstegte bacontern. Et hul i mosen blev fyldt med tern og fedt. I dag er den slags ikke sundt. Brændende kærlighed er ikke længere sund.

Jeg er træt, og jeg har en modbydelig hovedpine. Nu vil jeg gå i seng og drømme.

*

Der står en i døren. Han læner sig mod karmen med en dåseøl i hånden. Lyset fra gadelygten bag ham tegner hans kontur. Mens han ser ud i rummet, begynder han at tale.

– Real Madrid tabte 2 – 0 til Barcelona. Messi skød bolden i mål begge gange. Det var lige så uventet, som at jeg står her nu. Men du interesserer dig ikke for fodbold. Jeg ved egentlig ikke, hvad du interesserer dig for. Det har heller ingen betydning. Jeg vil fortælle dig en historie:

Som teenager for jeg vild i en skov. Det var i Frankrig på L’Alpe d’Huez. Jeg var på ferie med min familie i Rhonedalen. Min bror og jeg benyttede chancen for at opleve Tour de France tæt på. Det år vandt Marco Pantani for anden gang i træk etapen. Han har stadig den bedste tid for sin solokørsel i 1995. Vi skreg og hujede langs barrikaderne, når cyklerne flød forbi, men drak egentlig mest øl og nød stemningen. Jeg blev godt fuld efter at have festet med nogle danskere, vi mødte. Så fuld at jeg faldt i søvn på en bænk, da jeg forlod festen for at tisse. Da jeg vågnede sent på aftenen, var bussen kørt. Min bror vidste, at jeg kunne klare mig selv, og var taget af sted uden mig. Jeg begyndte at gå i den retning, vi var kommet fra. Efter Huez mistede jeg stedfornemmelsen. Kort efter kom jeg til et hus, der lå lidt tilbagetrukket fra vejen. Et stenhus med træbeklædt overbygning og en stor veranda på søjler. Der var lys i rummet bag verandaen. Jeg bankede på.

– Kom indenfor.
Kvinden træder til side med et lille smil. Min overraskelse over, at hun taler dansk, er tydelig.
– Tror du på tilfældet?
– Nej.
Smilet vokser og mens hun ser på mig, mærker jeg en ukendt varme brede sig i kroppen. Jeg får lyst til at gå igen. Det er for mærkeligt. Men jeg går ikke.
– Du kommer for at spørge om vej.
Jeg nikker. Hun går ud i køkkenet, og jeg følger med.
– Sæt dig bare. Du kunne få et lift. Det er en længere tur at gå på denne tid af døgnet. Og heller ikke helt nemt at forklare vejen. Du må også gerne låne telefonen.
Mens hun taler, finder hun brød, ost, smør og hvidvin frem. Hun skænker et glas og rækker det til mig. Derefter skænker hun et glas til sig selv.
– Du er sulten. Værsgo’ og spis. Skål!

Jeg løfter glasset og skåler. Brødet er hjemmebagt, mørkt og sødligt, ostene ligner de lokale, vinen er let og prikkende. Jeg spiser i tavshed uden at tænke på noget særligt. Situationen er for underlig til, at jeg kan finde op og ned på den. Kvinden går, lidt efter hører jeg dæmpet musik. Satie. Jeg kender Satie. Det er musik, jeg selv hører ind imellem. Det er, som om hun kender mig. Eller. Jeg ved det ikke. Det er som at komme hjem til en, man har kendt hele livet. Men det giver ikke mening. Da jeg er ved at være mæt, bliver jeg opmærksom på, at jeg stinker af øl, er svedig og også godt mør af at sove på bænken.

– Hvem er du?
– Prøv at stille dig selv det samme spørgsmål.
– Sådan har jeg ikke tænkt på det.
– Hver situation har sin særlige konvention om, hvad vi kan forvente som svar, når vi bruger de samme formuleringer. Havde jeg spurgt dig om det samme, da jeg åbnede døren, ville forventningen have været en anden. Det du forventer at få at vide i dette tilfælde, vil ikke besvare dit spørgsmål. Jeg har et navn og en stilling, kommer fra Danmark, er single og barnløs, og for tiden bor jeg i dette hus, men det vil ikke fortælle dig, hvorfra du har oplevelsen af, at vi kender hinanden.
– Hvor har jeg den fra?
– Det har dels noget med måden, jeg har taget imod dig, at gøre, dels at jeg vidste, du ville komme og hvorfor.
– Det sidste tror jeg ikke på.
– Nej. Det har du sagt. – Hvis du vil låne telefonen, er det bedst nu, inden portieren går. Du er velkommen til at overnatte.
– Men jeg er ikke ret god til fransk, og ingen af dem er ret gode til engelsk.
– Jeg kan ringe op og forklare, og så kan du overtage, når der bliver stillet om til jeres hytte.
– Okay. Jeg vil gerne overnatte.

Det virkede så naturligt at blive, at jeg ikke engang overvejede at tage af sted. Det var begyndt at blive spændende på en måde, jeg ikke helt forstod. Selvom jeg ikke troede på hendes forklaring, så var der noget ved hende, der gjorde mig nysgerrig. Jeg forestillede mig, at jeg enten var udsat for et mærkværdigt komplot, eller at hun havde en skrue løs og kun ved et tilfælde havde ramt plet i sine antagelser. Ingen af delene troede jeg på for alvor. Hun var ubekymret på en måde, der gjorde det rart at være sammen med hende. Men der var noget mere, som jeg ikke kunne komme nærmere på det tidspunkt.

Min far tog det roligt, men min mor havde skældt min bror ud for at tage af sted uden mig. Hun blev tydeligt lettet, da hun hørte, at jeg var i gode og danske hænder. Strækningen var kun omkring 15 km., så det ville ikke have taget lang tid at komme tilbage i bil, men jeg sagde, som det var, at det var hyggeligt selskab, så jeg havde taget imod tilbuddet om at overnatte. Det var fint med dem, når bare de vidste, at jeg havde det godt.

Telefonen stod på et stort skrivebord i et rum, der mest af alt lignede et herreværelse med tunge møbler i læder og mørkt træ. Over sofagruppens bord hang en stor messinglampe med en grøn skærm af glas. Væggen til venstre for og det meste af væggen bag skrivebordet, som havde sin egen niche, var fyldt med bøger fra gulv til loft. Jeg kiggede på nogle af titlerne. Der var franske, engelske og tyske titler mellem hinanden, de fleste sagde mig ingenting. Enkelte navne lød bekendte: Adorno, Horkheimer, Foucault, Habermas, Marcuse, Honneth – men det var kun et lille pluk af samlingen. Jeg stod åbenbart ved hylderne med filosofi.

– Du ser ud til at være interesseret i filosofi.
– Til dels. Bøgerne og huset er ikke mit. Jeg bor her midlertidigt, mens jeg færdiggør min ph.d.
– Ph.d.? En doktorgrad?
– Ja og nej. Ikke i Danmark, hvor jeg tager den. Der svarer kun dr.phil. til en doktorgrad.
– Hvad handler den om?
– Om .. hvordan vores virkelighed bestemmes af, hvad det kulturelle og personlige sprog gør det muligt at tænke.
– Cool! Ligesom det at det samme spørgsmål kan betyde noget forskelligt i forskellige situationer?
– Ja, der er en sammenhæng. Men du vil sikkert gerne have et bad. Kom …

Hun smiler over skulderen. Jeg følger efter ovenpå. På venstre side af trappen er der tre døre. To foran os langs en gang og en bag os. På højre side af gangen er der en fjerde dør, men hvor vi står, er der ingen væg til højre. Kun et stort rum, hyggeligt indrettet med lettere møbler end nedenunder. Det er her, musikken kommer fra.
– Badeværelset er dér, hun peger, – der er håndklæder i skabet til højre for vasken.

Da jeg kommer ud med et håndklæde viklet omkring mig, sidder hun ved et skrivebord ud mod verandaen. Hun har taget briller på og læser i nogle papirer. Da hun får øje på mig, giver det et sæt i hende.
– Nåh, ja. Mon ikke jeg kan finde noget tøj, du kan passe, mens jeg vasker det snavsede.

Vi går ind i rummet til højre. Det er et soveværelse med dobbeltseng. Hun åbner et skab. Der er kun en lille lampe tændt. Da hun rækker efter en hylde, skinner lyset fra gangen gennem hendes hvide skjorte. Jeg får lyst til at røre ved hende. Uden at tænke lader jeg en finger følge stroppen på hendes BH. Hun standser ikke bevægelsen, men den bliver langsommere som i slowmotion. Så sænker hun hånden og står stille et øjeblik. Idet hun lukker skabet, gentager jeg berøringen, og nu mærker jeg varmen fra før igen. Det ser ud som om hendes skuldre sænker sig, som om hun bliver mindre, på samme tid virker det som om, hun udvider sig, bare ikke synligt. Jeg ryster lidt på hånden og lader den falde. Hun vender sig og ser på mit håndklæde. Da hun løfter blikket, er hendes øjne blanke.

*

– Du har et valg nu. Du skal bestemme, om vi går til venstre eller til højre, når vi går ud.
– Vi kan også blive her, siger jeg, usikker på hvad det er, jeg skal vælge mellem. Jeg har ingen tanker om at forføre eller blive forført. Selvom sex, ligesom sport, digte, musik og store idéer, er en ø i virkeligheden, jeg begynder at ane kompleksiteten i, så er min praktiske erfaring begrænset. Jeg står overfor en kvinde, der med sikkerhed er langt mere erfaren end jeg. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg føler mig tiltrukket af hende på den måde – men da lyset faldt gennem hendes tøj, virkede hun så gennemsigtig, at jeg blev nødt til at røre ved hende. Jeg har stadig lyst til at røre ved hende.
– Nej, her kan vi ikke blive.
– Så går vi til venstre. Hvorfor blev du forskrækket, da du så mig efter badet?
– Blev jeg det? … måske fordi du mindede mig om en, jeg kender – med dit våde hår strøget tilbage og håndklædet viklet om livet. Sådan går han rundt, når han har været i bad. Ejeren af huset. Jeg har set ham stå, hvor du stod.

Hun rækker mig et par boxershorts og en T-shirt. I stuen finder hun en æske.
– Her! Jeg smider lige dit tøj i vaskemaskinen.

Æsken indeholder tobak, lighter, sølvpapir og et par filmdåser. Jeg åbner dåserne. I den ene er der et par rødbrune klumper med en karakteristisk lugt. I den anden er der en anden slags, gråsort. Der er ikke så meget af det gråsorte, men nok. Jeg lægger tobak på sølvpapiret og rister det over flammen fra et lys. Til sidst smuldrer jeg hashen i og stopper det i en chillum, jeg finder i et rum i æsken. Hun kommer tilbage med en bakke og min jakke over armen. Vin, glas, chips og det, jeg havde i lommerne: smøger og ild.
– Vi går udenfor og ryger. Det er blevet køligt, så jeg tog din jakke med.

Hun henter en sweater i rummet nærmest verandaen og lader døren stå. Jeg kan se en pakket rygsæk og en uredt seng. Hun giver mig ild, mens jeg holder og tager et hvæs.
– Er du lige kommet?
– Du tænker på rygsækken? Nej, men jeg kan lide at vandre i bjergene. Det er en af grundene til, at jeg har taget imod tilbuddet om at bo her. Jeg har pakket til en lille tur. At vandre er den eneste form for sport, der for alvor tiltrækker mig. Men det er nok fordi, jeg mere ser det som meditation end sport. Af samme grund går jeg helst alene. Der er ikke mange, der sætter lige så meget pris på stilheden, som jeg gør. Det er en renselse for sjælen at opleve naturen på den måde. Hvad med dig?
– Flere ting: fodbold, bordtennis, cykling f.eks. For mig handler det om at få så meget fornemmelse for spillet, uanset om det er holdsport eller mand mod mand, at jeg ikke behøver at tænke, men bare kan være ét med spillet – alene fordi det er tosselækkert. Dét er smukt; det er lyst og leg.
– Det lyder smukt. Lyst og leg …
Hun læner sig mod døren med halvt lukkede øjne og ansigtet vendt mod universet, hvor billioner af sole brænder huller i mørket. Bittesmå eller store. Afstanden bestemmer.
– Ryger du tit den fede?
– Nej, sidst var jeg 20 år. Lad os sige, at jeg kun ryger ved særlige lejligheder, hun fniser, – .. jeg skal bare erstatte det jeg tager. Kom! Det er din tur til at vælge musik.

Der er både LP’er og CD’er. CD’erne er i mange tilfælde genudgivelser. Den rytmiske del af samlingen består mest af antikvarisk, men helt ok rock fra 60’erne og 70’erne og af jazz og blues, der ikke flytter ret meget for mig. Så jeg vælger Ziggy Stardust. I LP-versionen.

– Ved du at Bowie strippede på scenen under turnéen? Han beholdt kun et lændeklæde på.
Hun stiller sig med ryggen til divanen, hvor jeg har lagt mig, og vugger i takt med musikken, samtidig drejer hun langsomt rundt. For hver gang hun har front mod mig, er der knappet en knap op. Jeg ser på hende, og det er det nemmeste i verden. Det er det nemmeste i verden, og jeg begynder at synge:

Your face, your race, the way that you talk
I kiss you, you’re beautiful, I want you to walk

– og hun begynder at gå med tøvende skridt, som om hun træder på usikker is. Et sted træder hun igennem og trimler omkuld på gulvet. Vi griner begge to.
– Du har en flot sangstemme.
– Tak. Den er også med i mine fremtidsplaner.
– Ja?
– Jeg vil lave musik. Sang, tekst, lyd. Sport er for vildt, men musik og litteratur betyder lige så meget for mig. Jeg har også jobs som DJ, og skriver både noveller og digte. Engang fandt min far en sammenkrøllet seddel med noget, jeg havde skrevet. Han læste det og sagde, at det var vigtigt at gemme det, jeg skrev. Det har jeg gjort lige siden.
– En klog far.
Hun hiver en pude ned fra sofaen for at ligge bedre. Vi lytter længe, indtil hun bryder tavsheden.
– Er livet en leg?
– Ja.
– Godt, så … Før hun når at gøre det, jeg kan se, hun vil gøre, har jeg kastet en pude i hovedet på hende. Hun svarer med at kaste den hårdt tilbage, men jeg fanger nye bag mig og skyder dem af som projektiler. Hun kaster sig over mig beskyttet bag sit eget kasteskyts. Vi mødes i en hidsig og kort kamp, som ender med, at jeg sidder ovenpå hende og holder hendes arme.
– Jeg tabte, gisper hun.
– Ja. Hvad vil du gøre?
– Nyde det.
Hun lukker øjnene og smiler. Som lys gennem nyudsprunget løv.
– Jeg går ud og ryger.
Hun smiler stadig, da jeg slipper hende og rejser mig. Så krøller hun sig sammen på divanen.
– Mmm …
Ude på verandaen betragter jeg solene, der vedholdende prikker hul på mørket. Nogle af dem eksisterer ikke længere. Det eneste, der er tilbage af deres brand, er lysets rejse.
Et lille stjerneskud trækker en hale og forsvinder.

Jeg krummer mig omkring hende og falder i søvn. Senere vågner jeg, da hun lægger sig om på ryggen. Jeg har erektion. Hun har taget skjorte, BH og bukser af og trukket et tæppe over os. Trangen til at forene mig med hende er et øjeblik stærkt overvældende. I stedet lægger jeg min hånd på hendes mave og lader to fingre glide mod først det ene bryst, så det andet, så kussen. Hver gang lidt nærmere. Da jeg når brysterne og klemmer vorterne mellem fingrene, kan jeg høre hende trække vejret hurtigere. Kussen er fugtig, men jeg undgår at røre, hvor hun er mest følsom. Jeg kravler ned mellem hendes ben og trækker trusserne af. Så fører jeg langsomt min hånd hen over hendes venusbjerg, som en flynder bevæger sig frem over havbunden. En bølgende havbund. Jeg hører hende klukle helt nede fra maven.
– Hvad griner du af?
– Du tænkte højt. Og så nyder jeg dit begær. Det er forfærdelig dejligt, du er forfærdelig dejlig … flynder .. du er virkelig digter.
Jeg borer næsen ned i hendes kusse, mens en fjern brummen tiltager i styrke.

*

– Ja? Det’ Yvonne.
Ingen svarer, opkaldet bliver afbrudt. Det er hemmeligt nummer. Hvem fanden ringer nu og ødelægger min fuldendte drøm? Jeg stirrer op i det stumme loft. Hvor længe skal det her stå på? Hvor længe vil vi være forbundne, før følelserne slipper os? Hvordan kan de blive ved med at være så stærke, varme og fortærende? Hvorfor viser kærligheden sig for mig i sin mest umulige form?

Kun i mine drømme synes der at være en form for fremdrift. Det, jeg ikke tør lade folde sig ud, vil folde sig ind i mit liv som en skygge, indtil jeg erkender det og viser mod ved at skubbe det frem i lyset. Det er det, jeg prøver på nu, det er …

Tåge driver ind over mig og omslutter mig, tåge bedøver og omfavner mig, tåge rusker mig og kaster mig rundt i sengen, til der ikke er mere end et omrids tilbage.

*

– Vi blev afbrudt.
Han tager en slurk og ser ned.
– Det betyder, at jeg må gå tilbage og fortsætte historien på en anden måde.
Da han ser mig gøre tegn til indvendinger, vinker han afværgende.
– Det er din drøm, ja, men det er mig, der taler. Jeg begynder herfra igen:

– Nu har du et valg. Du skal bestemme, om vi går til venstre eller til højre, når vi går.
– Så går vi til højre.
Hun rækker mig et par boxershorts og en T-shirt. Ved den sidste dør åbner hun et lille skab på væggen, og tager noget ud.
– Værsgo’.
Hun giver mig en nøgle. Så trækker hun et bånd af skind ned over øjnene og bukker det, så det følger næsens form.
– Jeg har aldrig set rummet, og ønsker det heller ikke. Nu må du gerne låse op.
Døren åbner i et hjørne af rummet, belysningen er dæmpet. Rummet ligner ikke noget, jeg har set i virkeligheden. På væggen til venstre er et stort kryds af mørkt træ boltet fast. Det er udstyret med kraftige øskner foroven, på midten og forneden. På den modsatte side er der skabe og reoler. I hjørnet længst væk er der en dyb porcelænsvask. Ved siden af står der en stol. For enden til højre er der et vindue. Det er månelyst; skoven ses som en silhuet imod himlen. Foran vinduet står der en standerlampe og et lille bord ved siden af en dyb lænestol med skammel. Midtfor peger en nappabetrukket bænk ud fra væggen. Den er boltet fast og ser ud til at kunne klappes op. Nærmest døren hænger der forskellige piske og redskaber på væggen. Væggen er beklædt med fotostater af en løvskov ved gry eller skumring; spredte stammer der strækker sig op gennem loftet. I baggrunden ses resterne af en bygning omgivet af klipper, hvorfra solen strækker lange fingre ud over scenariet. Gulvet er belagt med fliser i grå og brunlige nuancer. Foran stolen er gulvet dækket af et lille tæppe.

– Det ligner en mellemting mellem en kulisse og et torturkammer.
– Det er, hvad du gør det til.
Hun bevæger sig prøvende gennem rummet, til hun når bænken, hvor hun sætter sig.
– Hvad har du tænkt dig?
– Ingenting. Du er den, der tænker. I skabene finder du redskaber, beklædning og litteratur. Du kan også sætte musik på. Eller skabe en stemning med lyd. Der er CD’er af den art, hvis du vil.
– Hvor ved du det fra, hvis du ikke har set rummet?
– Jeg har følt på det. Og hørt om det.
– Fortæl om dit forhold til ham, du låner huset af.
– Jeg havde en kort og ødelæggende affære med en af hans venner. Vennens dygtighed og talent vækkede min beundring. Jeg forelskede mig naivt som en elev i sin lærer. Det fortalte jeg ham aldrig – bortset fra ved et uheld den ene gang, vi mødtes. I dag ser jeg, at jeg læste min egen sårbarhed ind hans lysende fremstillinger, som nu forekommer mig at være mere teknik end en afspejling af hans karakter … hvis jeg skal tro det, han lod mig se. Men jeg tænker stadig, at der bag skorpionen må gemme sig en sart og blødende krebs. Denne ven sårede mig dødeligt under vores eneste møde. Jeg fik en psykose, der tog mig flere år at komme over. Såret var ikke helet, da min vært kontaktede mig i forbindelse med noget, jeg havde skrevet. Vores dialog udviklede sig til en diskussion om seksualitetens væsen, fordi vi begge er optaget af det på forskellige planer. Til min overraskelse prøvede han at forføre mig, men jeg kunne ikke tage det alvorligt. Jeg følte, at han legede med mig. På trods af det nød jeg vores dialog, der bevægede sig på et abstrakt plan. Halvt i skygge som en alternativ form for virkelighed, der prøver at angribe det konkrete fra sit eget sprog; uforudsigeligt og intuitivt. Men samtidig følte jeg også rædsel. Jeg fortalte ham om affæren. Han bekræftede mig i, at der var grund til at føle frygt. Jeg tror, at det var på det tidspunkt, jeg besluttede mig for at lade mig forføre og lade ham blive den, der skulle afslutte mit mønster med at forelske mig i uopnåelige mænd. Jeg ville lade mig bevidst forelske for at kunne gå bevidst. Han påtog sig rollen. Det kom ikke til at gå helt sådan …
– Hvorfor ikke?, jeg sætter mig på gulvet foran hende, og løfter hendes fødder, mens jeg puster forsigtigt på hendes tæer en for en. Nogle gange berører jeg dem let med læberne.
– Jeg kunne ikke blive forelsket. Nogle af de ting han gjorde, var absurde, blandt andet indtalte han en telefonbesked til en anden kvinde på mit nummer. Alligevel var det en af de ting, der betød, at jeg senere måtte indse, at jeg var forelsket: jeg blev vred – og jaloux. Han fandt på meget andet, langt mere følsomt. Havde jeg turdet tro, at det var sandt, så havde det været udtryk for forelskelse … eller måske bare tiltrækning udtrykt sjældent smukt. Og han ønskede virkelig at hjælpe mig. Sådan oplevede jeg det. På sin side kunne han gemme sine måske sande følelser bag rollen som forfører. Da det gik op for mig, at jeg var langt mere ramt, end jeg kunne forestille mig, og at han muligvis havde talt sandt, var det for sent. Da var legen afblæst. Jeg tror også, at han indså, at han ikke kunne nå mig; at der var for mange ting, der talte imod et forhold. Min usikkerhed f.eks. i forhold til hans seksuelle orientering, som jeg ikke helt kan gennemskue. Han har en interesse i Marquis de Sade, som jeg ikke deler, selvom jeg deler interessen for seksuel dominans og underkastelse. Jeg er ikke masochist, jeg søger ikke fysisk smerte. For mig er smerten kun lystfyldt i hengivelse til en, jeg er forbundet med i tillid og hengivenhed. Som et redskab til at forstærke en tilstand af spænding. Det sårede ham dybt, da jeg engang luftede min forestilling om, at han kunne gå til ekstremer. Vi talte aldrig om det igen. Han forelskede sig i en anden. Men vi holdt forbindelsen, også da jeg indledte et forhold. Det var ikke en mand, jeg elskede, selvom jeg kom til at holde meget af ham. Han elskede mig. Måske blev han den, der hjalp mig af med mit mønster. Jeg forlod ham, fordi jeg ikke længere kunne have et forhold til en gift mand. Jeg har aldrig oplevet nogen udtrykke sin kærlighed så hengivent, som han. Måske fordi han vidste, at jeg ikke ville have ham. Han elskede mig hel efter det sår, denne seneste forelskelse efterlod. Han var der for mig, når jeg var allerlængst nede. Han var en virkelig god ven, men jeg blev nødt til også at afslutte vores venskab, fordi han ikke kunne håndtere sine følelser. Det var som at være i et hus i flammer, når han besøgte mig … Min vært og jeg har i øvrigt kun mødt hinanden én gang, hér. De første par dage jeg boede her. Ellers har vi skrevet sammen, delt litteratur og talt i telefon. Det er den måde, vi holder kontakt på.
– Det er jo skørt!
– Hvad er normalt?
– Jeg kunne ikke forelske mig i nogen, jeg ikke har mødt.
– Mine følelser hører ikke efter, når jeg fortæller dem, hvad de kan og ikke kan. Det har noget med sproget, især skriften, at gøre. Den kan være lige så virkelig for mig, som den konkrete virkelighed: jeg lader mig forføre af ord. Det er derfor, jeg har besluttet mig for at undersøge, hvordan de virker. Desuden kan jeg mærke, når han fx er ulykkelig eller rider på en bølge af adrenalin. Tror jeg. Eller håber jeg? Jeg kan mærke stærke følelser hos alle, jeg betyder noget for, eller som betyder noget for mig. Jeg kan mærke deres følelser for mig, men uden med sikkerhed at kunne skelne den ene fra den anden. Undertiden gør det mig vanvittig. Jeg ved ikke, hvad det var, vi havde. Jeg er begyndt at tænke, at det var en drøm, en gensidig undersøgelse af driften mod forening der ikke lykkedes. Der sidder noget tilbage, som jeg ikke forstår; som jeg bliver nødt til at forstå. Det var historien. Såret efter hans ven er helet, og mit seneste forhold har flyttet mig. Jeg har fået overskud til at arbejde igen. Sorg og smerte viger langsomt for lyst og leg.
– Det lyder til gengæld som noget, jeg kan forholde mig til.
– Er livet en leg?
– Ja.
– Godt, så lad os lege. Hendes smil er lille og mørkt.
– Har du tillid til mig?
– Ja. Men du skal være opmærksom på et par ting. Hav en skarp kniv i nærheden, lad slag falde lige på, og tænk over, om jeg kan være tørstig. Undgå piskene med de lange snerter. De kræver håndelag.
– Bruger man ikke et stopord?
– Det bliver ikke nødvendigt.
– … fortæl om andre, du har haft et forhold til.

Jeg rejser mig, og begynder at lede i skabene.
– Der var flere i den periode. En anden forelskede sig i mig, men var i en dyb personlig krise, opdagede jeg senere. Han var som en druknende, der har set et redningsbælte. Jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg var for langt væk. Han havde ikke haft sex i et år, da vi mødte hinanden …
– Kom, læg dig på tæppet, jeg tager hende let ved armen. Så spænder jeg manchetter om hendes håndled og ankler, som jeg låser parvis med karabinhager. Ankler og håndled forbinder jeg med en kort kæde, så hendes arme holdes strakt ned foran kroppen. Da hun til sidst ligger gagget på gulvet, vender jeg lænestolen over hende, så hovedet stikker ud fra trekanten mellem ryglæn og armlæn og benene stikker ud på den anden side. Jeg sætter mig på hug og lægger to fingre på hendes pande. Sådan sidder jeg, indtil hendes vejrtrækning er helt rolig.
– Jeg har hørt din historie. Jeg har hørt dig. Nu skal du høre på mig. Hør godt efter. Jeg vil have, at du gentager efter mig: Han har ikke fået sex i over et år. Der er ingen sublimering i det .. og alligevel tog kroppen afstand.
– Mm .. hang har ekke fådh ses i over et år. Ger er eng’n sublimer’n i’geh, hun savler, og jeg kan se hende rødme fra halsen, … å allie’vel do koppen afs’an.
– Ikke dårligt, men det kan blive bedre. Her kommer det sidste: Det er noget andet med stolen lagt hen over min krop. Noget helt andet: det er et sagn.

Da jeg rejser mig for at tænde standerlampen, kan jeg se, at hun strækker fødderne og krummer tæer.
– .. Ge er no’ed hel anned me sdoln ladh hen over min kop. No’ed hel anned: ge er edh sagn.
– Rigtig fint. Ved du hvorfor, det er et sagn? Hun ryster på hovedet.
Jeg trækker striberne af savl til sneglespor henover ansigtet og halsen.
– Det er fordi, du er kvinden i bjerget, hende der ikke mere kan give sig hen. Man hører hende kun om natten i de dybe skove, når bjerget åbner sig, så hun kan forlade det for at kalde på sin forsvundne elskede. Som Inanna der halvgal af sorg søger sin mistede søn og elsker i dødsriget. Hvordan skal hun mane ham frem af skyggerne, hvordan skal hun synge kød på hans knogler og hviske blodet varmt og strømmende, så han igen kan fugte hendes båd og fylde den med fløde? Hvordan, hvordan?, hvisker jeg.

Hun har lyttet i stilhed, men nu virrer hun med hovedet og udstøder noget, der lyder som et fnys.
– Hvordan har du det med edderkopper? Der er en på vej ned over stolen.
Hendes skuldre og hage hugger mod samme punkt, som ville de forsvinde i det og trække hovedet med. Efter en skælven stivner mundvigene på vej i samme retning. Jeg tager en bog og giver edderkoppen et slag og ét mere, da den rammer gulvet. Den ligner et forkullet, forulykket smykke.
– Den er død nu. Så vender jeg stolen og fjerner gaggen. Hun ruller om på siden og trækker benene op under sig.
– Såh, såh .., hendes ryg svarer ikke, da jeg lægger mig med armen omkring hende, – såh, såh .. se på angsten som en gave, et tegn på at du er bange for at miste kontrollen. Slip den; jeg passer på dig. Ryggen svarer ved at puste sig op og skrumpe i små stød, der vokser til lyd og rystelser, hule drøn og klange i en rusten skakt. Ved jeg overhovedet, hvad jeg laver; forstår jeg, hvad det er, jeg gør? Da ryggen næsten er tømt for skramlen, begynder den at snakke.
– Sig noget smukt til mig, hun vender sig. Jeg ser på hende. Jeg ser på indholdet i de åbne skabe. På krydset, skoven, bænken. På vinduet.

– Der er en stjernefabrik i Orions bælte, hvor der kommer tusindvis af synlige stjerneskud om året. Det er hullet i himlen ind til evigheden. Du skal ikke græde.
– Tak.
– Luk øjnene.
Jeg fjerner blindfolden og tørrer det våde væk. Så sætter jeg den på igen.
– Jeg skal tisse.
– Det skal jeg også. Jeg finder på noget.
Der står en spand under vasken. Jeg fjerner kæden, adskiller manchetterne og fjerner dem om anklerne.
– Tag dit tøj af. Hun trækker hurtigt bukserne af og skal til at trække skjorten over hovedet.
– Langsomt! Tæl knapperne i skjorten, mens du knapper op.
Mens hun tæller og tager det sidste af, tager jeg mit eget tøj af og stiller spanden midt på gulvet.
– Der står en spand foran dig. Du skal sprede benene over den.

Jeg stiller mig på samme måde og holder om hende. Min pik skyder op mellem os som et sitrende udråbstegn.
– Nu må du gerne tisse.

Da jeg hører strålen, slipper jeg indholdet af min egen blære, der flyder som en varm hinde mellem os, ned over underliv og ben, ned i spanden og på gulvet til små gule søer. Hun har lagt armene omkring mig. De dirrer. Hun dirrer. Vi dirrer begge to.
– Bliv stående, mens jeg tørrer gulvet.

Da jeg er færdig, fylder jeg vand og håndsæbe i spanden.
– Løft din venstre hånd med håndfladen udad.
Jeg betragter hendes hånd, linjerne, formen, fingrenes længde, ringene, jeg kun kan se bagsiden af, og lægger min egen hånd mod den.
– Som skabt til kærtegn. Nu får du en klud, så du kan vaske mig.
Stående på knæ og trækker hun kluden i langsomme strøg fra den ene fod op omkring maven og pikken til hun ender ved den anden fod.
– Nu dig selv.
Hun sætter sig og vasker sig på samme måde, dvælende og opslugt. Da hun er færdig, lytter hun ud i rummet.
– Sig noget.
– Jeg er her.
Hun kravler hen til mig, og lægger hænderne på mine fødder. Så trækker hun benene op under sig med panden mod gulvet. Jeg bukker mig og stryger hende over håret.
– Rejs dig.
Jeg hægter manchetterne sammen med kæden, og fæstner den til en krog i en af hanebjælkerne. I et skab finder jeg en rulle klar plastik og noget tape. Enden af plastikken taper jeg sammen nedenfor manchetterne og snor den omkring armene bag om hovedet, rundt om kroppen og benene, så hendes ende er fri. Jeg river nogle stykker af plastikken. De mindste snor jeg og bukker, så de ikke stikker hende i ørerne, da jeg vrider dem ind. Det største stopper jeg ind i munden på hende. På væggen finder jeg en lang og fjedrende pisk. Jeg prøver den i luften, før jeg lader den glide ned over enden på hende. Den har en smuk lyd.
– Jeg er gået i stykker. Nu har jeg lyst til at slå dig i stykker også, så vi kan blive samlet til ét.
Hun kniber øjnene sammen, da jeg fjerner blindfolden.

Han tømmer dåsen.
– Det var den historie, jeg ville fortælle dig. Åbn øjnene, Yvonne.

 

 

 

 

 

Reklamer