Det gode liv. Der er noget hengemt naivt over betegnelsen, som rummer den forestillingen om et liv uden bekymringer. Far til fire, Giro 413, kolde øl i kolonihaven og endeløse somre. Under naiviteten er der en løftet pegefinger. I en halvtom kirke ser Gud på mig fra prædikestolen, ”Du skal elske din næste” og mens han fastholder mit blik, fortsætter han, ”som dig selv.”

Februar –63 satte sig ikke varige mærker i den kollektive danske bevidsthed. Ingen voldsomme storme og ingen royale begivenheder af betydning. Beatles og blomsterbørn var undervejs med nye vinde over den vestlige verdens ungdom, men februars kølige mørke indbød som altid mest af alt til samvær i hyggelige huler. I tosomhedens cirkel klæder elskende hinanden af og slipper sig selv i den strøm, som har vokset sig mægtig under vinterens kunstige pels. Mens lyset vinder styrke, fæstner livet sig bag mørkets bløde bark og i slutningen af oktober løsnes endnu et menneskefrø på en sovesofa i Skagen.

Som livet uforudsigeligt sætter selvdøde, sære og skønne frugter, således blomstrer kærligheden også utilregneligt. Selv enebarn blev min mor alenemor til endnu et enebarn. Hun lagde drømmen, kærligheden, fortiden bag sig og startede forfra. Igen. Hun blev mor for første gang som syttenårig og faren vedkendte sig ikke faderskabet. Min storebror blev kastebold mellem min mor og hendes mor, som brændende ønskede sig endnu et barn. Han boede en tid på børnehjem, så en tid sammen med min far, mor og mig, siden hos mormor og morfar da mor forlod byen med mig under armen og tog til Hirtshals. Der gik mange år, før jeg forstod, at han var min bror.

Inden den indsigt klatrede jeg i Mads Olsens æbletræer i haven med de smukke blå bakkestjer-ner og buskene med snebær, som var så sjove at klemme flade. Mor bestyrede hus for Mads og naboen stak gerne køkkenhavens overskydende grøntsager gennem det høje stakit. Mor brugte sommetider grøntsagerne til suppe. Engang lavede hun suppe til mange dage. Køkkenet var fyldt med grøntsager. Porrer, selleri, gulerødder, løvstikke og kartofler. Melboller, kødboller og suppehøns. En uforglemme-lig suppe. Andre gange fik vi gode ben. Det var en af mine livretter. Især nøglebenene selvom jeg blev fedtet fra øre til øre. En livret var også stegte rødspætter med sprødt skind og knasende finner. Eller nyrøgede makreller som Mads fik fra Hausgaards lille røgeri på hjørnet af Poppel Allé og Vestergade. Senere blev det flæskesteg, boller i karry med ris, mors fiskefrikadeller og morfars æblekage.

Mads kaldte mig for fiskepigen og mor for blomsterpigen, fordi hun havde grønne fingre. Vindueskarmene med de sprossede ruder var beboet af røde pelargonier, rosa begonier og fattigmandsparfume, som duftede citronagtigt når man rørte den. I sollyset dannede skyggerne krøllede arabesker på vægge og gulve. Det var også dengang jeg lærte hvad gråvejr var. Lyden af træsko sang mellem murene, da jeg drejede om hjørnet og løb ned ad Poppel Allé. Med ét døde farverne. Jeg standsede forvirret og utilpas over deres forsvinden. Hvor blev de af? Jeg drejede en omgang, men fandt ikke svar. Så opdagede jeg, at solen var forsvundet bag en sky.

Hvert år i påsken var familien på udflugt i morfars Lada, med gadekrydset Pelle – Rotten – som overvægtigt fast inventar på bagsædet og bagagerummet fyldt med mad. Turen gik tit til Tverstedsøerne. Der var så fredfyldt kønt derude mellem træerne og på søerne med snadrende ænder og svaner med grimme ællinger. Næsten eventyrligt. Ligesom Peter der indimellem også var med på udflugt.

Peter var en af morfars og mormors venner. Han var pensioneret sømand fra A. P. Møller og havde bestemt sig for at nyde sit otium i Skagen. Først byggede han et mindre træhus inde mellem tuerne af marehalm, havtorn og blåklokker. Lidt derfra fik han lavet et gammeldags das. Da han senere besluttede sig for at få bil, fik han bygget en garage ude ved vejen. Men det blev aldrig til bil, så garagen blev indrettet med en lille stue og et endnu mindre køkken. Peters datter, som var kunstner, dekorerede garagen med scener fra H. C. Andersens Historien om en moder. En scene forestillede moren betragte den fremtid, hendes barn risikerer at få. Peter fortalte mig eventyret, og i hans fortolkning blev det magisk betydningsfuldt. Måske fordi den groede ud af omgivelser, jeg kendte. Måske fordi Peter var en selvmodsigelse i min verden af selvoptagne voksne. Men hvad handler eventyret egentlig om?

Mads solgte huset og flyttede i lejlighed. Mor og jeg rykkede et par hundrede meter til Lilholtsgade, hvor der var en ledig kælderlejlighed uden toilet i Hotel Snorkely. Det var en treetages udlej-ningsejendom med seks lejligheder og den eneste af sin art i gaden. Huset hed Hotel Snorkely, fordi en tidligere vicevært havde snorket så højt, at det kunne høres i hele huset.

Når vi ikke lånte naboens toilet, tissede vi i en spand. Senere overtog vi nabolejligheden, og jeg fik eget værelse. Jeg begyndte i skole og kom i klasse med Lisbeth, som flyttede ind ovenpå. Øverst tv. boede Gerda og th. Jens. Gerda var en af hollænderens fjorten børn. Hollænderen var katolik og gik ik-ke ind for prævention. Gerda boede altså ovenpå, udstyret med lettere rengøringsvanvid og en søn på børnehjem. Måske havde hun også været for ung. Jens var sømand. Han havde et stort ølglas fyldt med mønter fra lande, hvor han havde været. Jeg plejede at sortere mønterne. Som jeg også plejede at sortere og ordne min mors garn. Eller se fjernsyn bag hende, på sofaen med hovedet på hendes hofte. Sommetider hørte vi radiospil, med stuen dunkelt oplyst af et enkelt stearinlys. Og selvom ’luften havde godt af mig’, så indtog jeg mors bøger som ’stueplante’. Fra Jørgen Riels skrøner til den romantiske serie om pigen Angélique, der oplever så eventyrligt forfærdeligt meget. Angélique blev en rollemodel.

Mor strikkede komplicerede mønstre under tilegnelse af tidens triviallitteratur og med fjernsynet tændt. Hun strikkede også en rød trøje med snoninger til min far. Far var – og er – en flot mand. I den trøje blev han guddommelig og jeg forgudede ham. Selv om mine forældre blev skilt og kontakten ophørte, så huskede jeg altid synet af far i den røde trøje. Mange år efter var rød stadig min yndlingsfarve. Far besøgte mig, da jeg fyldte fire. Han er nordmand og havde med besvær skaffet en smuk, norsk bunad til mig. En folkedragt, som man traditionelt bruger på festdage i Norge. Desuden fik jeg en stor, gul bamse, som jeg elskede. Min mor gav bamsen væk til en venindes børn, da jeg var ni. Da jeg næste gang var med på besøg, var bamses ene arm og øje faldet af. Det tilgav jeg hende aldrig.

Jeg tilgav hende heller ikke, at hun lod mig være alene om natten. Engang blev jeg syg og kastede op. Til sidst var der ikke flere rene lagner og ikke mere at kaste op. Mor havde låst yderdøren, som ikke kunne åbnes indefra uden nøgle. Jeg turde ikke længere være alene, så jeg råbte ud af brevsprækken, indtil konen i lejligheden ovenpå vågnede. Hun kravlede ind af køkkenvinduet. Det var ulideligt skamfuldt. En anden gang kom min mor ikke hjem. Ude af mig selv gik jeg rundt, til de mennesker vi kendte, for at spørge om de vidste, hvor hun var. Da hun kom hjem sidst på dagen, fortalte hun, at hun havde taget færgen til Norge, for at feste med nogen hun kendte ombord.

Det var også svært at tilgive, da hun døde af hjernehindebetændelse syvogtredive år gammel. Inden var hun blevet forlovet og vi var flyttet ud i de gule blokker på Margrethevej, hvor mor nåede at få min lillebror og smide min stedfar ud. Min lillebror var halvandet og jeg var tretten, da hun døde. Han og jeg flyttede op til min morfar og hans kone i Skagen. Min mormor – som aldrig havde kunnet lide mig – var i mellemtiden død og morfar havde giftet sig igen. Min storebror var flyttet hjemmefra.

Hvis mor drømte om et andet liv, så afslørede hun det ikke for mig, men jeg hørte hende græde om natten. Og registrerede mændenes gang. De forbipasserende og de vedholdende, som ikke duede. Først arbejdede hun på sildefabrik. De morgener hun skulle på arbejde, blev hun vækket af en formand, som kørte rundt til dem, der ikke havde telefon. Så gjorde hun rent på Turisthotellet. Da jeg begyndte i skole, var jeg med hende på arbejde, indtil jeg skulle møde. Senere kom hun på fabrik igen.

Mor elskede sin næste som sig selv. Det ville sikkert have gjort en forskel, hvis hun havde elsket sig selv højere. Som forælder satte hun sine mærker. Mærker som gav dybde til mit bløde ler. Jeg fik livet, som hverken er godt eller ondt. Det er måden, jeg oplever livet på, der giver det værdi.

Reklamer