– Hvad vil det sige at have levet?
– Ja, så er man jo død.
Du får mig stadig til at grine.
– Det er et godt svar. Men man kan jo være levende død.
– Nåh. Så lever man, hvis det, man gør, er i overensstemmelse med det, man ønsker.
– Det er også et godt svar. Det var derfor jeg længtes væk.
– Du havde da mulighederne. Du havde alle muligheder for at gøre det, du ville og ønskede.
– Nej, jeg havde fx ikke muligheden for at skrive.
– Du skal bare finde det rigtige job. Så kan du få lov til at skrive lige så meget, du har lyst til.
– Det er ikke den form for skriveri, jeg tænker på.
Det ved du, men du kan ikke styre dine ambitioner på mine vegne. Måske ved du også at mange af mine forsøg på at skabe spænding i mit liv med dig, har været plastre på såret af det, der virkelig driver mig. Har du selv nogensinde gjort andet end det, du ønskede at gøre?

– Mit ønske for tilværelsen er at få så meget som muligt at spise og at spise op.
Det er den slags udtalelser, jeg savner dig for. Prisen pr. kuvert er grundigt betalt. Her ender vores samtale foreløbigt, men vi er tættere på hinanden i aften, end vi har været længe. Du viser mig en sjælden opmærksomhed, og det bevæger mig.
Festen kører på larvefødder i novembermørket. Herren til højre og herren overfor snakker fælles håndboldhistorie. De kender tilfældigvis hinanden fra tidligere. Det er svært at tage deres fordybede snak alvorligt. Er det virkelig en måde at leve på? Eller: er det en virkelig måde at leve på? Eller: er der en passende betegnelse for graden af arrogance i min tvivl?
Sport i almindelighed keder mig, især når den påtvinges mig fra medierne. Med tiden har jeg alligevel fået en form for forståelse for dens greb i mennesker. Det sker oven i købet, at jeg selv bliver grebet, som i de perioder hvor jeg har tid til at løbe. Overvindelsen af egen dovenskab gør noget sundt ved selvfølelsen. Kroppen løftes i sine nye betydninger, og jeg begynder at konkurrere med mig selv, ”Du skal kun løbe hen til den næste afstandspæl”. Når jeg har nået den, fortsætter jeg alligevel til den næste igen uden stop og med samme sætning i nakken. Jeg bliver hård i filten og ikke så lidt stolt over min egen pisk.
Da jeg utænkeligt fik venner fra sportens elite, åbnede der sig en ny verden, men ligesom kunst er sport ikke andet end en motor for udfoldelse. Reglerne og temperamentet er den eneste forskel. Så hvorfor ikke variere sportsnyhederne i radioen med nyheder om de seneste ferniseringer og udgivelser? Det er en form for udfoldelse, jeg kan forholde mig til. Men sporten har jo sine resultater at formidle. Kan man måle kunstens resultater? Sport kan også være kunst og metafysik.
Snak i mørket er så mange ting. Vi plejer facader. Jeg holder distancen som iagttager. Det er nemt.

Vi er til gallafest på den mellemstes gymnasium, placeret på kanten mellem børn og forældre, elever og voksne. Bordet til højre har sænket sig solidt over bordets glæder, der udveksles høfligheder, mens bordet til venstre flimrer i trafik, skift i tempo og berøring. Træghed imod højfrekvent energi. Øjeblikkets flygtighed snitter en nerve. Hold kæft, hvor er de smukke. Selv hvor det kiksede trænger sig på, formildes det af alderen. Der er stadig håb. Hvornår blev vi selv til selvfede zombier? Hvornår hæves forbandelsen?

– De er så meget mere selvbevidste, end vi var.
– Ja, bare tanken om at røre ved én af det modsatte køn var uhyrlig.
Vi står og betragter flokkene der driver forbi i alle retninger, nogen på vej ud for at ryge, mens andre trækker mod barer og toiletter. Du vinker, og jeg tror, du har set den mellemste. En kvinde ser underligt på mig, idet hun passerer, og jeg får det sært. Var det ikke? Jeg bliver nødt til at spørge
– var det ikke din kæreste?
– Jo.
– Jeg vidste ikke, at hun også skulle være her i aften.
– Gjorde du ikke? Hendes datter går på gymnasiet.
– Det har ingen fortalt mig. Hun må da synes, at det er mærkeligt, at jeg ikke hilser. I farten kunne jeg ikke kende hende. Jeg regnede jo ikke med at se hende hér.
Nu er alt ved det gamle og trættende. Hvor går det galt? Er det mig, der ikke lytter? Er det dig, jer, der ikke taler? Du har ikke nævnt hende med et ord hele aftenen. Hvorfor lider du af berøringsangst? … ha, nu er det hendes problem. Og stadig en lille smule mit. Lidt senere kommer hendes eksmand forbi og giver hånd til både dig og mig. Hvorfor standsede hun ikke?

Den mellemste er stiv. Vi har brugt en halv time på at lede efter hende. Nu står hun foran mig med armene om halsen på to jævnaldrende af hvert sit køn. Du henter en øl til dig selv og en cola til mig. I aften, før hun og jeg kørte, fandt jeg en pakke cigaretter.
– Er det dine?
– Ja, men jeg ryger ikke.
– Nej, det er klart. Hvad bruger du dem så til?
– Til det du ved nok. Det gjorde du da også selv.
Hvad svarer jeg til det? Hurtigt. Ingenting. Den sad, for det er vel ikke et gangbart argument, at det er ca. 25 år siden, jeg gjorde det sidst? Ved du det? Skal jeg fortælle dig det?

– Hej mor. Jeg har scoret Daniel. Og Sissel. Det er det jeg kan. Jeg kan score.
Hun har ret. Det er det, hun kan. Det kan de alle tre. Vi har smukke børn, men hun scorer på stribe, manisk, og jeg hører om alle erobringerne. Forhåbentlig kan hun – og vil hun – mere end det. Og, som jeg, forelsker hun sig langvarigt og ulykkeligt. Er det arveligt? Med Frederik tog det tre år. Hun insisterede på at komme på efterskole på Frederiksberg på grund af ham. Det er endt med at han nu, hvor det er for sent, sms’er til hende om at besøge ham. Er der for langt fra København? Men nu er der Søren på gymnasiet i Kolding. Gymnasiet, som hun har valgt, fordi han går der, 35 km væk fra hvor hun bor. Boede. Hun har lige fået værelse i Kolding. Skal jeg være bekymret? Skal vi?
– Så du ham, mor, på scenen? Med keyboardet og vesten?
Øjnene ruller henført på en 16-årig Smiley. Hun hører mig ikke. Vi udveksler smil.

Det var tidligere på aftenen. Nu er hun gået med sine erobringer, og du kommer med drikkevarerne. Jeg overvejede at tage af sted for lidt siden, men syntes, at det var for asocialt. Du vil gerne komme mig i møde i aften, det kan jeg mærke, men jeg har mest af alt lyst til at være hjemme. Rydde op, læse, forberede mig. Jeg kender ingen her. Du har kæresten, som venter, og nu sms’er hun for at sige, at hun tager hjem om lidt. Du foreslår, at vi går ud til hovedindgangen for at sige farvel til hende. Det er fint med mig. Vi mødes derude, og jeg giver hende hånden med en undskyldning for ikke at hilse tidligere på aftenen. Hun er afmålt. Vi har en historie. Jeg har lagt den bag mig. Hendes datter står ved siden af. Det føles akavet. Jeg drikker min sodavand, og tager afsked. Det var hyggeligt, rigtig hyggeligt, men nu vil jeg hjem. Både den yngste og for en gang skyld også den ældste overnatter, så jeg vender ikke hjem til en tom lejlighed. Det ville nu ikke have bekymret mig. Mit eget selskab er ok. Det betyder ikke, at jeg ikke ind imellem føler mig ensom, for det gør jeg. Ved Gud, det gør jeg.

Reklamer