Som en streng buddhistisk lærer
hugger du til, når jeg er svag.
Du vil se afkast,
du vil se det lyne i mine årer, til jeg lutret
kaster tegn i alle retninger. Min vilje
er i din lomme, ærkeengel,
i selskab med udsigten
fra din altan en nat i november
og din bimlende mobil.

Som om jeg skylder dig noget.

Hvis jeg skylder nogen noget, er det mig. Jeg
skylder mig
at tage dig ved hånden
og skære horisonten så højt, at
natten tøver lidt endnu i mørket, hvor to rejsende mødes.
I mit rige
er der intet scepter og ingen trone,
der er kun
strandens ’hyttefad’ med asfalten stadig varm af
sommerens sol og mågernes kastede net
over erindringens tåger. Kom,
så skal jeg vise dig tyskernes bunkers. De sammenbidte
i klitternes kinder og den oppe ved fyret,
vi kaldte cirkus,
med spor efter kanonen i midten og hullerne kredsen rundt,
hvor vagter
og telegrafister
sad i nætter som denne
under fyrets fejende hånd.
Tågesignalets klage
venter i vinterens strenge ånde, men nu
står himlen glimrende og stærkt mellem skyerne.

Mærker du suset fra havet?
Havet tog mig engang ved fødderne og
holdt mig så fast,
at jeg nær var druknet. Druknet
som de fiskere, der aldrig nåede hjem
bag molens beskyttende læ.
Der var nætter med storme, hvor vi
samledes i klynger
for at spejde forbi havets hvæsende flammer
efter tegn på liv.
Det er det salt, jeg er støbt af.

Se månens blege mærke i kimingen.
Som et kærtegn.
Og bølger der slikker mod kysten,
kysten der omfavner skrænten,
og skrænten der løfter os
i et kærtegn.
Jordens hånd er et kærtegn. Jeg
er et kærtegn.