I den første drøm – indlægget Labyrint – repræsenterer forfatteren en uforsonlig vilje. Viljen til at skære alle forstyrrende følelser væk i iagttagelsen af mig selv. En vilje jeg har forbundet med en kærlighedsløs og kritisk indstilling, bygget på en forventning om at blive til ’noget’, at ville ’noget’. En stor del af mig kunne ikke være mere ligeglad – men jeg var ikke ligeglad med det, jeg oplevede som hans forventning; det i mig, der tror, at jeg skal være dygtig, arbejdsom og målrettet for at opnå – hans/min egen – kærlighed og anerkendelse. Men selvom jeg var dygtig og havde opnået anerkendelse i drømmen, blev han ved med at iagttage mig. Som et spørgsmål.

I rummet, der både var omklædningsværelse og toilet – en skurvognsagtig indretning –, fik jeg øje på ham i spejlet over vasken, da han brugte toilettet som sæde. Vand repræsenterer følelser. Ved at sætte sig afskar han mig fra at skylle mine følelser ud som kropsligt affald. Vi så på hinanden i spejlet. Hans blik var umærkeligt udfordrende.

I drømmen bar han lang, sort jakke og sorte bukser. En påklædning der i mine øjne udtrykker en iscenesættelse, men bag iscenesættelsen lå der noget andet, som jeg har adgang til, fordi han er en del af mig; et perspektiv. Gennem ’hans’ iscenesættelse af sin iagttagelse blev det tydeligt for mig, hvordan jeg har iscenesat mig selv med forventninger, jeg har tillagt ham, især ham. At se igennem disse forventninger, var at se igennem den sidste forhindring for at elske mig selv. Der er mange lag i drømmen, jeg kommer ikke hele vejen omkring. Det samme gælder for drøm nummer to.

Vand er som nævnt et udtryk for følelser. I den anden drøm befinder jeg mig på mine egne følelsers hav. I drømmen forlader min skyggeagtige ledsager mig på færgen. Jeg ser ham som en svag og karakterløs Animus, der ikke kan yde mig beskyttelse, når jeg har brug for det. Med ham ved min side, havde musikeren ikke forsøgt at forføre mig. For det var, hvad han gjorde, og det lykkedes, selvom jeg i drømmen husker en følelse af påtrængenhed, da han rykker tæt på og fletter sine ben med mine. Den kærlighed, der sker, når jeg mindst venter det, er min egen. Det, han repræsenterer i mig, er bødlen, der gjorde den del af mig, der hungrede efter kærlighed, til offer.

En del af mig kunne ikke tro på en mands kærlighed. Min indre bøddel sørgede derfor for at lade mig indgå forbindelse med mænd, der på en eller anden måde var udenfor rækkevidde. Trods smerte eller beskæring af egne følelser er det paradoksalt nok lettere at bære, at et forhold ikke er holdbart, end det er at slippe angsten for at blive såret og forladt. Medmindre man finder tricket til at komme om på den anden side af den slags følelser.

Engang var jeg bange for at blive forladt. Jeg skulle gøre mig fortjent til kærlighed. Nu viger jeg snarere tilbage for den brand, der hærger mig, når en mand knytter sig til mig. På grund af min sensitivitet kan jeg mærke hans følelser på afstand. Jeg oplever det som et overgreb, når mine følelser ikke er på højde med hans, eller – som det er i tilfældet med forfatteren – når han, trods sine følelser og sin forbundethed, ikke giver sig til kende. Jeg bliver vred, fordi det kun er stædighed og en fiks idé, der – måske for altid – holder ham tilbage.

Hans fikse idé har måske opnået det, den ville: at jeg skulle give ham en solid afvisning som bevis på, at jeg kan forestille mig et liv uden ham, trods forudsigelser der indikerer noget andet. Det kan jeg, fordi jeg langt om længe ved, hvordan tingene hænger sammen. Da jeg for fire år siden lå og skreg stumt ud i rummet af smerte, mærkede jeg ikke kun min egen smerte, men det vidste jeg ikke dengang, og han vidste ikke, at den smerte, han mærkede, ikke kun var hans. Det ved han nu, hvor han mærker mine følelser lige så stærkt, som jeg mærker hans. Derfor holder jeg mine følelser i ro, for jeg kan, og har indset, jeg ikke er bundet til dem. Der er ikke grund til at tilføre symbiosen mere energi, når den ene part – eller begge – har en stædighed på størrelse med Mount Rushmore.

Denne udvikling rejser flere spørgsmål, fx om følelsers (og tankers) beskaffenhed; om hvorfor vi skulle mødes én eneste gang fulgt af lang tids smerte og efterfølgende udvikle den samme uhåndgribelige evne til følelsesmæssig telepati med særlig klar forbindelse til hinanden; om tiden forstået som en fremadskriden alene er et produkt af den menneskelige psyke og dermed, om vi virkelig ’står der til hinanden’, som en dygtig clairvoyant engang så, fordi al tid eksisterer lige nu. Hvis det var det, hun så. Jeg ved det ikke. Det er uden betydning. Jeg holder mig så vidt muligt fra nu af til iagttagelse, fri af forventninger og uden angst for at blive forladt, fordi jeg ser al mulig grund til at elske og blive elsket, og har fred med, hvis nogen skulle mene noget andet. Et kærligt menneske har lært mig, at man kan gå ind og ud af hinandens rum, når man ikke er bange for at give slip. Det må være den afgørende forskel på sekundær og primær narcissisme: at kunne give slip og være nok i sig selv fordi man ingenting mangler.

Måden min underbevidsthed har valgt at fortolke de to mænd på, siger ikke noget om dem. Den siger noget om det, jeg har haft brug for at se dem som. Men det er ikke til at vide med sikkerhed, når virkeligheden viser sig at hænge sammen på andre måder end de pr fornuft og erfaring vedtagne. Tilfældet har det med at slå igennem på de mest uventede måder. Jeg kan så spørge sig selv, om det er vigtigt at vide. Hvorfor binde sig til tanker og følelser, ens egne eller andres, når man kan lade være?

Der var åbent hus og havefest med mange mennesker. Nogle af dem overnattede i telte. Jeg var en upcoming kunstner og forfatter, men jeg fandt aldrig ud af, hvad det var for kunst, jeg lavede. Der kom mange mennesker, som var positivt overraskede over mine ting, og komplimenterede mig. På et tidspunkt er forfatteren og jeg ene sammen i et rum, der både er toilet og påklædningsrum. Han siger fortsat ingenting, og jeg mærker spændingen intensiveres, men jeg siger heller ikke noget. Jeg ved, at det ikke vil nytte. Så er han pludselig væk, og jeg vågner.

Siden har jeg tænkt over kvaliteten af den spænding, der opstod mellem os eller i mig. Spænding er i almindelighed noget eftertragtet som pauser fra tilværelsens langstrakte kedsommelighed, noget berigende, men spændingen mellem ham og mig havde noget sygeligt, noget usundt over sig. Den var ikke opløftende, men nedbrydende og drænende som en forventning, man aldrig vil kunne leve op til; en uforsonlig viljes kærlighedsløse manipulation med den, der uforvarende er faldet i denne viljes net. Det kunne sagtens være den rolle, han har spillet i mit liv, og som jeg nu har frigjort mig fra.

I Det magiske rum fortæller Majbritte Ulrikkeholm om en person i hendes nære omgivelser, der bliver ved med at møde hende med kritik og devaluering. Hun taler med en ven om det, og siger, at hun jo ved, at personen ikke ønsker hende noget ondt, og gør det i bedste mening. Vennen svarer, at hun åbenbart ikke har redskaber til at håndtere den slags mennesker; at hun giver djævelen englevinger. Men de findes. De ødelæggende mennesker findes.

Natten til fredag drømte jeg, at jeg var på en meget forvirrende weekendtur til Sverige sammen med noget familie og deres bekendte. Vi er indlogeret i nogle skurvognsagtige hytter, og jeg har følelsen af at være i Danmark og være ansat, men da vi skal til at forlade stedet, går det op for mig, at vi har meget travlt for at nå færgen. Jeg kan ikke finde min pung og mine nøgler og en af dem skynder irriteret på mig, mens de andre venter i bilen. De begynder at køre. Sammen med en anden (en mand), jeg ikke kan huske eller ved, hvem er, ser vi dem køre fra os, og vi løber for at finde en løsning. Vi bliver vist ud af byen, og begynder at gå. Et sted møder jeg/vi en mand, som jeg ikke rigtigt kan huske i drømmen, men jeg taber min telefon, og er nu uden pung (med billet), nøgler og telefon.

Vi når færgen i allersidste øjeblik, og på forunderlig vis bliver jeg sluset bagom billetkontrollen af en, jeg kender. Min ledsager forsvinder, og jeg sætter mig i et venteområde med sofaer. Pludselig går det op for mig, at jeg sidder ved siden af en ung musiker, som jeg har varme følelser for, og hans kæreste. Han opdager også mig, og rykker nærmere. Til sidst er vores ben viklet ind i hinanden. Han stryger mig kærtegnende over panden, og jeg synker forvirret og helt overrumplet ned i den arm, han har lagt bagom mig. Hans kæreste ser, hvad der foregår, og siger: Det er i orden, så længe du ikke ser Yvonne i øjnene (hun bruger mit navn). Han svarer, at hvis hun tager sig af sig af det, der er hendes, så skal han nok tage sig af det her. Men vi ser på intet tidspunkt hinanden i øjnene.

Jeg vågnede ved femtiden, og lå søvnløs til omkring syvtiden, hvor jeg faldt i søvn igen. Og drømte noget endnu mere forvirret.

Drømmens første del står endnu uklar for mig, jeg har ikke for alvor tolket på den. Den har ikke været lige så interessant som sidste del, som jeg heller ikke har tolket på. Den del af drømmen står bare meget stærkere og klarere, næsten som en erindring. Det er måske, hvad den er, men jeg har en tydelig fornemmelse af, at drømmen vil fortælle mig noget mere. Måske at tingene løser sig, selv når det ser sortest ud, og at kærligheden sker, når jeg mindst venter det.

-
Af en eller anden grund har jeg rodet rundt i tidspunktet for drømmene, så det har jeg rettet.

For de, der ikke kender det, så skulle det have været en happening til sommer med poetisk kropsudsmykning af forskellig art udført af deltagerne på hinanden.

Jeg er sikker på, at verden ikke bliver fattigere af, at jeg vælger det, jeg brænder for, selvom det lige nu forekommer mig at være en udfordring, jeg ikke kan finde hoved og hale på. Det er som det altid er, når man begiver sig ind i ukendt land. Det bliver en fantastisk rejse.

Rune har midlertidigt installeret sig selv i lejligheden. Det er godt at have ham tæt på. Vi har snakket om jordens præcession, og undret os over at også Jesus af Nazareth er en af jordens mange solguder (i filmen Zeitgeist – vi har set til og med det og ikke længere). Og vi har lagt puslespil, og gider ikke længere, nu hvor der kun er himlen tilbage. Vi har lige spillet Kalaha med nødder og kugler, han vandt fire ud af fem spil til lydsporet af De Eneste To, som vi er enige om gør det godt.

Rune hører radio, P1. I aftes lyttede vi til Eksistens, der tog udgangspunkt i serien Mad Men, som jeg ikke ser og derfor ikke ved noget om. Jeg ejer ikke et TV, og ser det kun sjældent på den bærbare. Serien var afsæt til en diskussion om flere ting, fx identitet og den smerte, som er mere grundlæggende end den lykke, vi så hårdt kæmper for at opleve. Jeg blev sgu’ så glad, da Ole Fogh Kirkeby sagde, at vi med tiden opdager, at vejen til forløsning for smerten findes ved at hjælpe andre til forløsning.

– Det er også det, Dalai Lama siger. Og så kom jeg i tanke om hans billede med teen og vandet:

En metafor Dalai Lama kan lide at bruge går sådan her: Forskellen mellem etik og religion er som forskellen mellem vand og te. Etik uden religiøst indhold er vand, en nødvendig forudsætning for sundhed og overlevelse. Etik funderet i religion er te, en nærende og aromatisk blanding af vand, te blade, krydderier, sukker og i Tibet, en knivspids salt.

“Men uanset hvordan teen er forberedt, er den primære ingrediens altid vand,” siger han. “Selvom vi kan leve uden te, kan vi ikke leve uden vand. Ligeledes er vi født fri for religion, men vi er ikke født frie af behovet for medfølelse.”

Det nævnte jeg ikke for Rune, for vi lyttede stadig. Bagefter spurgte han mig, om jeg forstod det hele. – Ja, derfra hvor jeg begyndte at lytte. Men han var ikke interesseret i en forklaring af det, han ikke forstod, og jeg nævnte heller ikke for ham, at der var flere ting, jeg muligvis ikke var enig i. Det er tanker, jeg selv forsøger at komme til bunds i for tiden.

Bag forestillingen om awareness, ren bevidsthed eller det Sande selv (som nok ikke skal forstås helt på samme måde, som Majbritte Ulrikkeholm refererer til det i sin bog Det magiske rum – jeg tænker, at det Selv, hun refererer til, er et visualiseret aspekt af det Sande, det Højere selv, Bevidstheden, som ikke kan visualiseres uden at tabe betydning), ligger der – sjovt nok – den tanke, at vi ikke ejer eller er ansvarlige for vores tanker og følelser. De passerer som skyer på himlen, kommer og går, og sådan kan vi iagttage dem uden at knytte noget ejerskab eller nogen tanke om ’jeg’ til dem. ’Jeg’ er selv en tanke og selv iagttagelsen kan vi iagttage, for den er også en tanke. Hvis det er muligt at begribe dette, så er det nemt at se hvilken virkning, det vil have på bevidsthedens forhold til tanker og følelser.

Ole Fogh Kirkeby sagde også, med et citat af Søren Kierkegaard, at jeget er en relation, der forholder sig til sig selv, og med en henvisning til CG Jung, at det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom. Vi kan, selvom vi tilstræber at leve i nuet og slippe vores identifikation med jeget, ikke forhindre det, der er blevet forudsætningen for, at tanker og følelser dukker op i den form, de gør. Vi kan arbejde på at forandre det i omsorg for det jeg, den del af bevidstheden, der bliver ved med at reproducere fortidens tanker og følelser; dens smerte.

Når jeg mærker en andens til tider stærkt insisterende følelser, fx skuffelse, forventning, utålmodighed, begær, angst for tab, angst for afvisning, smerte, ejerskab og så videre, kan jeg altså vælge at omgås dem med iagttagelse (og iagttagelse af iagttagelse – hurra for at mit kendskab til Niklas Luhmanns systemteori gør den tanke nem). Den (de), der sidder i den anden ende, må før eller siden gøre op med sig selv, hvad det er for en relation hans tanker og følelser har til det, der for ham ser ud til at være mig. Og spørge sin Bevidsthed, om den er enig med hans tanker og følelser i, at det skal fortsætte på denne – for min Bevidsthed at iagttage – ulykkelige måde.

Følelsen af ejerskab er forbundet med en stærk oplevelse af identitet. Ejer vi ikke lykken (som er et fravær af smerte), så ejer vi vores smerte. Med smerten føler vi, at vi lever og er nogen i kraft af den. Når følelsen af identitet, jeget, ikke giver plads til Selvet, er det vigtigt for jeget at søge ejerskab for at føle identitet. Identitet er smerte. Det er den smerte, vi erfarede, da vi som små skulle adskille os selv fra symbiosen med mor (og far) og udvikle selvstændighed.

Ligesom selvstændighed er nyttig, så er identitetens smerte også nyttig. Den lærer os på egne vegne at søge efter smertens ophør, som blandt andet findes, når vi glemmer vores smerte i omsorg for andre, men som også er noget, der kan iagttages. Og så blev klokken ni. Jeg må læse korrektur, når jeg vågner.

- .. selvfølgelig er den litterære tale, kunstproduktionens arrogance, ikke tænkt for kvinder. Hvis en kvinde skriver, må hun tillægge sig et mandligt ego, som så skriver. Hun kan kun udleve sin seksualitet i negationen og fornægtelsen af den. Hun må trække sig tilbage som autonomt subjekt, for som både kunstnerisk og seksuelt subjekt kan kvinden ikke leve. Man lever i en konstant overskridelse af normen.

Lidt inden beskriver hun, hvordan hun har oplevet en narcissistisk krænkelse som følge af at måtte opgive kravet om at lave kunst og slå mændene på dette område, hvis hun også ønskede at have seksuelle forhold til mænd. Gad vide hvorfor det interview dukker op lige nu efter at have ligget ulæst i flere måneder? Netop hvor jeg har skrevet, at jeg må være den, der avler og frembringer bevidst.

Til forskel fra Jelinek har jeg ikke tænkt mig at tillægge mig et mandligt ego. Tværtimod har jeg planer om at skrue ned for ét og dets kvindelige modpart tillige. Jeg skal ikke skrive fra egoet. Egoet taler fra en position truet af undergang og i evig kamp for at overleve. Egoet manipulerer og markerer grænser. Jeg kan beskytte mig selv mod devaluering med mit ego, men jeg kan ikke skabe fra egoet. Ikke det, jeg ønsker at skabe.

Jelinek har valgt en strategi, der forekommer hende at være den eneste mulige. Det er den måske i Østrig, hvor virkeligheden kan se anderledes ud end i Danmark. Jeg vælger en anden, også selvom om virkeligheden i Danmark skulle vise sig at ligne virkeligheden i Østrig til forveksling.

Jelinek mener ikke, at der findes et sprog for kvinders lyst og begær, for mænds lyst – siger hun – forsvinder i det øjeblik, de bliver objekter for kvinders begær, og det er uden interesse for en patriarkalsk og kapitalistisk udbyttende tankegang. Jeg kender en anden historie og mener, at der findes et sprog for kvinders lyst, uden at jeg i situationen kan gøre mig klart, hvordan det gør sig forskelligt fra det sprog, gennem hvilket vi har vænnet os til at se kvinder blive fremstillet som seksuelle objekter for mænd.

Egentlig ved jeg heller ikke, om skorpionvæsenet i forrige indlæg – det jeg så som maskulint – faktisk var det. Det kunne også være et altopslugende feminint begær, hvilket meget vel kan tænkes, men på tidspunktet for visionen var jeg godt gal på det, jeg oplever som et påtrængende maskulint begær.

Der er sikkert en grund til, at jeg ikke fik kønnet at se: det er uden betydning – for dyret er begge dele. Skabelsesdriften går på alt, hvad der har puls, den er både hun og han, og i sin blindhed skelner den ikke det ene fra det andet. Det, der er væsentligt, er at give den bevidsthed udenom egoet. Det Sande selv er selvbefrugtende, men det er vigtigt at give skabelsen retning.

Det kan vise sig, at jeg også skal skrive om kvinders lyst. Mest af alt skal jeg skrive om forløsning. Menneskers vej til forløsning for det, der har plaget dem gennem et helt liv: forfølgelse, angst, sindslidelse, lavt selvværd, tillærte tankemønstre. Og det kan sandt nok også være forløsende at beskrive den seksuelle nydelse og lyst hos kvinder, der ikke har tiltroet sig selv den mulighed.

I det øjeblik jeg ser på ordet ’lyst’ efter at have skrevet det, tænker jeg, at kvinders lyst er det samme som styrke. Tanken rammer mig fra et sted udenfor mig, og jeg kommer i tanke om kortet Lyst/Styrken, trumf nr. XI i mit Thoth Tarot-sæt. Det forestiller en ekstatisk kvinde på ryggen af en løve, og nøgleordene er: Løve (astrologisk), lidenskab, mangfoldig kreativitet, talenter, styrke, integration af dyriske kræfter, overvindelse af gammel angst og gamle handlings- og tankemønstre.

Mere tydeligt kan det ikke siges. Selvet, den blide og alvorlige kvinde, er også en gavtyv. De tekster, jeg kommer til at skrive på dette grundlag, vil ikke blive publiceret på bloggen. Jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil bidrage til mere unødvendighed.

Majbritte Ulrikkeholm fortæller mig noget, jeg har vidst længe, og egentlig også har levet efter, men så lod jeg mig rive med af det, jeg oplevede som en andens forventning. Det slog mig kortvarigt ud af kurs. Jeg kan og skal ikke være kreativ på andres præmisser og efter andres målestok. Det er der ingen, der skal.

*

Der er følelsen af noget overhængende, noget indespærrende, og jeg ser op. Over mig i et halvmørke bevæges den enorme, gennemsigtige bug af et mørkt skorpionagtigt hvirveldyr i langsomme rytmiske sammentrækninger, jeg ser dets lyse indvolde bevæge sig frem og tilbage over bugens ribber.

Da jeg er kommet mig over forskrækkelsen og på mærkelig vis føler mig uden for fare, fornemmer jeg gentagelsens obskøne karakter, dyrets blinde avlingskraft der slavisk driver det til bevægelse, og jeg fyldes med væmmelse og undren. Scenariet, af hvilket jeg kun ser bugen, fremkalder en følelse af at være fanget i The Matrix og HR Gigers verden i forening.

Havde synsfeltet været større, er jeg sikker på, at jeg ville se et sitrende erigeret lem for enden af bevægelsen. Selvom det rent zoologisk ikke giver mening, virker det erigerede lem tættere på min oplevelse af et overgreb, jeg kun lige med nød og næppe har undgået. Det er som om, jeg for et øjeblik siden var lige så stor og blind som dyret. Nu er jeg svundet ind til normal størrelse og befinder mig et sted, hvor jeg kan iagttage det men ikke umiddelbart slippe væk, som i en lomme omgivet af klipper.

Dyret er blindt og måske kun farligt for noget af samme størrelse som det selv. Det er ikke aggression, der skaber dets farlighed, det er avlingsenergiens massive påtrængenhed, der slår dets offer med samme blinde drift, men som passiv modtager, den der avles på uden selv at avle.

Når jeg tænker over visionen, får jeg det indtryk, at den eneste måde, jeg kan slippe forbi dyret på, er ved selv at blive en avler. Ikke blindt, men med bevidsthed om, hvad det er, jeg ønsker at avle. Bevidstheden er det sværd, der kan skære mig igennem skabelsens blinde overgreb.

Jeg forventer af mig selv at være kreativ på en anden måde, end den der ligger naturligt for mig, går det op for mig, og det stresser mig. Foruden natarbejdet. Og telepatisk at være genstand for andres følelser og begær. Ulrikkeholm har lige lært mig at holde det sidste på afstand ved at tegne et imaginært, lysende blåt ottetal omkring den anden og mig, én i hver cirkel.

Som den eneste metode nogensinde virker det. Eller også er jeg bare parat. Én af delene. Min sensitivitet forsvinder ikke, men jeg kan bevæge mig frit i den cirkel, der er min, uden at føle mig invaderet og uden at vise den telepatiske henvendelse større interesse.

Der er ikke noget forkert eller unormalt ved følelsesmæssig telepati. Mange oplever det i en eller anden form, den findes tit mellem forældre og børn. Der er noget forkert i at lade sig invadere af andre, og – det er en ny erkendelse – der er noget forkert i at flyde sammen med andre. Det gør jeg ikke på arbejde, og det gør jeg ikke i mine venskaber. Jeg skal heller ikke gøre det telepatisk eller i kærlighedsforhold. Jeg har tænkt, at oplevelser af kortvarig sammensmeltning er naturlige i et sundt forhold. Det er de måske også, men ikke tværs gennem landet i relationer uden anden form for kontakt end telepatisk kontakt. Det er langt fra sundt.

Den oplevelse af forbundethed, jeg har søgt i mine forhold, har vist sig at være underkastelse og afhængighed. Jeg har forsøgt at gøre mig fortjent til nærhed og anerkendelse, ved at tilpasse mig det, jeg troede eller kunne fornemme, blev ønsket. Det var den måde, jeg lærte at overleve på.

Mine egne følelser har altid før eller siden sagt fra. Mest siden. Jeg ville stadig gerne, for jeg så underkastelsen som et udtryk for kærlighed og hengivenhed. Jeg følte skyld over ikke at kunne, og ikke mindst angst for at miste. Det har taget mig et halvt liv ikke bare at se intellektuelt, men virkelig at forstå, at det, jeg længes efter, ikke er at forbinde mig med en anden, men med mig selv.

Siden jeg ved skæbnens ironi udviklede en evne til telepatisk at mærke andres følelser (for mig) og forbinde mig energimæssigt med andre på afstand, har forbundetheden udviklet sig til at blive en plage, for jeg kan ikke slukke for andres følelser, når jeg vil, og jeg kan ikke vælge, hvem jeg vil mærke. Jeg kan i visse tilfælde, men ikke altid, skelne hvem og hvad, jeg mærker. Nogen vil jeg gerne mærke, andre ikke; eller: ville, for nu vil jeg kun mærke mig selv.

Løsningen er at lade være med at søge telepatisk kontakt og at ignorere enhver opmærksomhed af den slags. Fra nu af kommer ingen ikke længere end til krydset mellem cirklerne i ottetallet.

*

I går så jeg mit Sande selv i en meditation: En ung, mørkhåret kvinde, næsten gennemsigtig af ikke at have fået opmærksomhed meget længe; meget blid og meget alvorlig. Hun var tynget af min angst for at elske mig selv. Da hun så mit Indre barn, tog hun hende på armen, og blev mere tydelig.

Jeg er for stærk til at gå i hundene, og for svag til ikke at gøre det, så jeg går lidt i hundene. I skødehundsklassen er det en oplevelse af isolation og lammelse. Vægten vokser med smerte og tab. Denne gang – og måske altid uden at jeg har vidst det, før jeg kunne skelne andres fra mit, – er isolationen og lammelsen godt hjulpet på vej af ikke at kunne finde ro og lindring for en følelsesmæssig telepatisk invasion, jeg ikke kan beskytte mig imod. Der er tale om stærke følelser. Måske er en del af lektien at gøre mig selv stærk ved at gøre mig fri af andres følelser uanset hvis og hvilke. Følelsen af overgreb kan gøre mig morderisk – og skamfuld, for jeg holder heller ikke altid mig selv tilbage. Jeg ved, at en af dem, der tænker på mig, også kan mærke mine følelser.

Jeg foretrækker at være alene i den tilstand. Der er mennesker omkring mig, som vil mig og som elsker mig, men jeg kan ikke være nærværende i større omfang, fordi jeg uophørligt æltes og tæres af andres følelser, fordi mit natarbejde dræner mig for energi, og fordi jeg hele tiden har tekst i tankerne. Jeg bliver nødt til at skrive, jeg bliver syg af ikke at skrive. Jeg ved ikke, om det er en forbandelse eller en gave. Måske oplever alle skrivende mennesker en isolation, som kun ophæves ved skrift, fordi skriften er en nødvendigt uforstyrret dialog med dig selv, en autonom skabende handling fri for andres indblanding. Du mærker dig selv og du glemme dig selv i processen, uanset om fortællingen er selvoplevet eller fiktion. Ensomt nedfældet refleksion og narrativ konstruktion sætter tanker og følelser i system. Det er prisen. Det er noget, du gør alene, og du henter stoffet i en virkelighed, der skinner dig i øjnene som et spejl. Jeg har stadig hovedpine.

I går aftes forlod jeg mine tre børn og min svigersøn midt i puslespilshyggen, fordi jeg havde meldt mig til fælles meditation i min spirituelle gruppe. Det var med overvindelse af mig selv, at jeg tog af sted med hovedpine og skæv af forskudt døgnrytme, men jeg trængte til andet end familiært selskab. Det er ikke så mange møde i storgruppen, jeg er med til. Det bliver nemt til mere, end jeg orker, med transport ud af byen, selvom gruppen startede som et lokalt initiativ. I går aftes foregik det her i byen sammen med mennesker, jeg trygt kan overlade mig selv til. Jeg peb, og de lyttede.

- Men forstår vi det, du siger?
- Det gør I måske. Spørgsmålet er, om jeg kan mærke, at I gør.

Det gav alligevel lidt lindring at dele det, der overgår mig, med gruppen. De tror mig. Nogle af dem er sensitive på samme måde som jeg. Det ophæver ikke min oplevelse af isolation. Der hjælper det at skrive. Måske hjælper det også at læse og få tankerne sporet ud af det aktuelle dødvande.

Mai stak en bog i hånden på mig. Andre har anbefalet den, og jeg har haft den lånt på biblioteket uden at få den læst. Det er Det magiske rum. En bog om kreativitet, indsigt og forvandling af Majbritte Ulrikkeholm. Den irriterer mig med en følelse af for meget uhåndgribelig hokuspokus, der vil spore mig væk fra den normalitet, jeg forsøger at opretholde. Det er en god grund til at læse den.

Lidt i 2 meldte jeg mig syg. Jeg har haft hovedpine siden årsskiftet. Nu er det gået op for mig hvorfor (ud over at natarbejdet nok har en del at sige også). Jeg grubler over, hvordan jeg skal komme videre med mit liv og min skrift. Da jeg sad i vinduet, fandt jeg ud af hvordan. Jeg skal gøre det, jeg hele tiden har gjort. Med skriften. Jeg skal skrive ud fra mit eget liv.

Hvad jeg skal gøre med mit arbejde, ved jeg ikke. Jeg kan ikke se, hvor jeg skal finde et arbejde, der passer mig bedre end det, jeg har, bortset fra at natarbejde passer mig ad helvede til og langsomt slår mig ihjel. Der er lidt at tænke over. Men det har jeg gjort siden maj 2008, hvor jeg blev ansat.

Der er ikke noget, der er tilfældigt. Der er en erfaringsgave i alt, hvad vi oplever, hvis vi kan se den. Erfaringer der er skræddersyet til vores behov. Mit arbejde med lettere psykisk udviklingshæmmede, som har en eller flere psykiatriske lidelser, har vist mig noget om, hvordan tilværelsen former sig for mennesker, vi ellers sjældent bemærker, mennesker der ikke regnes som værdifulde, fordi de på mange måder kun er til belastning for det omgivende samfund. Mennesker hvis formue – når de har en – i mange tilfælde varetages af professionelle beskikkede værger (advokater), som fx finder det mindre besværligt at afslå en umyndig folkepensionists anmodning om at få frigivet nogle af sine penge til at rejse for, inden helbredet går helt i stykker, end at sætte sig ind i sin myndlings livssituation. Mennesker som kan være skræmmende og opslidende at omgås, fordi de er så plaget af indre dæmoner og har så lidt tankekraft, at de er fanget uhjælpeligt i deres begrænsede forudsætninger trædemølle uden evne til at træde et skridt til siden. Lidt ligesom os andre.

Mennesker som også kan blænde og bevæge til tårer, når man mindst forventer det, fordi de ikke har den egenkontrol, som resten af os holder os på afstand af hinanden med. Mennesker som er gennemsigtige af mangel på selv, mennesker som en monumentale af mangel på selv. Mennesker, som har lært mig temmelig meget, fordi den eneste måde at hjælpe dem til at mærke sig selv på er at møde dem med indspørgende anerkendelse og en stærk fornemmelse af mig. Min fornemmelse af mig selv giver dem et rum at være i, men det er et rum, der kun opstå i forlængelse af min indspørgende anerkendelse af mig selv. Det er lige dér, i mødet, at der skabes en mulighed for at ændre på trædemøllen. I mødet kan øjeblikket folde sig ud til noget, der ikke er muligt, når vi ser på vores medmennesker med tillært og tilvænnet afstand. Det bliver aldrig helt perfekt. Jeg har mine tilbagefald til et begrænset perspektiv, og nogle beboeres trædemølle er en større udfordring end andres. Det kan kun blive bedre, men bedst hvis jeg finder et andet arbejde. 07:50.