Nu ved jeg godt, at drømme ikke skal tages for pålydende. Drømmeelementer repræsenterer aspekter af den drømmendes psyke. Hvis man skal tro blandt andre C. G. Jung.

I den første drøm – indlægget Labyrint – repræsenterer forfatteren en uforsonlig vilje. Viljen til at skære alle forstyrrende følelser væk i iagttagelsen af mig selv. En vilje jeg har forbundet med en kærlighedsløs og kritisk indstilling, bygget på en forventning om at blive til ’noget’, at ville ’noget’. En stor del af mig kunne ikke være mere ligeglad – men jeg var ikke ligeglad med det, jeg oplevede som hans forventning; det i mig, der tror, at jeg skal være dygtig, arbejdsom og målrettet for at opnå – hans/min egen – kærlighed og anerkendelse. Men selvom jeg var dygtig og havde opnået anerkendelse i drømmen, blev han ved med at iagttage mig. Som et spørgsmål.

I rummet, der både var omklædningsværelse og toilet – en skurvognsagtig indretning –, fik jeg øje på ham i spejlet over vasken, da han brugte toilettet som sæde. Vand repræsenterer følelser. Ved at sætte sig afskar han mig fra at skylle mine følelser ud som kropsligt affald. Vi så på hinanden i spejlet. Hans blik var umærkeligt udfordrende.

I drømmen bar han lang, sort jakke og sorte bukser. En påklædning der i mine øjne udtrykker en iscenesættelse, men bag iscenesættelsen lå der noget andet, som jeg har adgang til, fordi han er en del af mig; et perspektiv. Gennem ’hans’ iscenesættelse af sin iagttagelse blev det tydeligt for mig, hvordan jeg har iscenesat mig selv med forventninger, jeg har tillagt ham, især ham. At se igennem disse forventninger, var at se igennem den sidste forhindring for at elske mig selv. Der er mange lag i drømmen, jeg kommer ikke hele vejen omkring. Det samme gælder for drøm nummer to.

Vand er som nævnt et udtryk for følelser. I den anden drøm befinder jeg mig på mine egne følelsers hav. I drømmen forlader min skyggeagtige ledsager mig på færgen. Jeg ser ham som en svag og karakterløs Animus, der ikke kan yde mig beskyttelse, når jeg har brug for det. Med ham ved min side, havde musikeren ikke forsøgt at forføre mig. For det var, hvad han gjorde, og det lykkedes, selvom jeg i drømmen husker en følelse af påtrængenhed, da han rykker tæt på og fletter sine ben med mine. Den kærlighed, der sker, når jeg mindst venter det, er min egen. Det, han repræsenterer i mig, er bødlen, der gjorde den del af mig, der hungrede efter kærlighed, til offer.

En del af mig kunne ikke tro på en mands kærlighed. Min indre bøddel sørgede derfor for at lade mig indgå forbindelse med mænd, der på en eller anden måde var udenfor rækkevidde. Trods smerte eller beskæring af egne følelser er det paradoksalt nok lettere at bære, at et forhold ikke er holdbart, end det er at slippe angsten for at blive såret og forladt. Medmindre man finder tricket til at komme om på den anden side af den slags følelser.

Engang var jeg bange for at blive forladt. Jeg skulle gøre mig fortjent til kærlighed. Nu viger jeg snarere tilbage for den brand, der hærger mig, når en mand knytter sig til mig. På grund af min sensitivitet kan jeg mærke hans følelser på afstand. Jeg oplever det som et overgreb, når mine følelser ikke er på højde med hans, eller – som det er i tilfældet med forfatteren – når han, trods sine følelser og sin forbundethed, ikke giver sig til kende. Jeg bliver vred, fordi det kun er stædighed og en fiks idé, der – måske for altid – holder ham tilbage.

Hans fikse idé har måske opnået det, den ville: at jeg skulle give ham en solid afvisning som bevis på, at jeg kan forestille mig et liv uden ham, trods forudsigelser der indikerer noget andet. Det kan jeg, fordi jeg langt om længe ved, hvordan tingene hænger sammen. Da jeg for fire år siden lå og skreg stumt ud i rummet af smerte, mærkede jeg ikke kun min egen smerte, men det vidste jeg ikke dengang, og han vidste ikke, at den smerte, han mærkede, ikke kun var hans. Det ved han nu, hvor han mærker mine følelser lige så stærkt, som jeg mærker hans. Derfor holder jeg mine følelser i ro, for jeg kan, og har indset, jeg ikke er bundet til dem. Der er ikke grund til at tilføre symbiosen mere energi, når den ene part – eller begge – har en stædighed på størrelse med Mount Rushmore.

Denne udvikling rejser flere spørgsmål, fx om følelsers (og tankers) beskaffenhed; om hvorfor vi skulle mødes én eneste gang fulgt af lang tids smerte og efterfølgende udvikle den samme uhåndgribelige evne til følelsesmæssig telepati med særlig klar forbindelse til hinanden; om tiden forstået som en fremadskriden alene er et produkt af den menneskelige psyke og dermed, om vi virkelig ’står der til hinanden’, som en dygtig clairvoyant engang så, fordi al tid eksisterer lige nu. Hvis det var det, hun så. Jeg ved det ikke. Det er uden betydning. Jeg holder mig så vidt muligt fra nu af til iagttagelse, fri af forventninger og uden angst for at blive forladt, fordi jeg ser al mulig grund til at elske og blive elsket, og har fred med, hvis nogen skulle mene noget andet. Et kærligt menneske har lært mig, at man kan gå ind og ud af hinandens rum, når man ikke er bange for at give slip. Det må være den afgørende forskel på sekundær og primær narcissisme: at kunne give slip og være nok i sig selv fordi man ingenting mangler.

Måden min underbevidsthed har valgt at fortolke de to mænd på, siger ikke noget om dem. Den siger noget om det, jeg har haft brug for at se dem som. Men det er ikke til at vide med sikkerhed, når virkeligheden viser sig at hænge sammen på andre måder end de pr fornuft og erfaring vedtagne. Tilfældet har det med at slå igennem på de mest uventede måder. Jeg kan så spørge sig selv, om det er vigtigt at vide. Hvorfor binde sig til tanker og følelser, ens egne eller andres, når man kan lade være?