For en uges tid siden faldt jeg over et videoklip af sangen Within You fra eventyrfilmen Labyrinth med David Bowie i en af hovedrollerne. Jeg kendte ikke filmen, men de seks et halvt minut klippet varer, er en ret præcis beskrivelse af det uhåndgribelige mareridt, jeg on-off har levet i de seneste 4½ år, og ikke mindst af forbandelsens ophævelse. Jeg ved ikke, hvor tit det sker, at man falder over noget, der i den grad rammer ens egen historie, når historien er så sær som min. Sikkert oftere, end jeg regner med, men det føles som et helt usandsynligt tilfælde, oven i købet med bistand fra en af mine yndlingsartister.



Dagen til onsdag drømte jeg, at en ung forfatter, jeg engang var forelsket i og havde en affære med, dukkede op til min fødselsdag uden at præsentere sig og uden at være indbudt. Han var tilstede som en konstant mærkbar iagttagelse, uden at sige noget, og uden at gøre andet end at betragte mig. Det skabte en spændingstilstand i mig, som jeg lod mig tiltrække af. Jeg var på samme tid smigret og irriteret over, at han tillod sig at dukke op og opføre sig sådan.

Der var åbent hus og havefest med mange mennesker. Nogle af dem overnattede i telte. Jeg var en upcoming kunstner og forfatter, men jeg fandt aldrig ud af, hvad det var for kunst, jeg lavede. Der kom mange mennesker, som var positivt overraskede over mine ting, og komplimenterede mig. På et tidspunkt er forfatteren og jeg ene sammen i et rum, der både er toilet og påklædningsrum. Han siger fortsat ingenting, og jeg mærker spændingen intensiveres, men jeg siger heller ikke noget. Jeg ved, at det ikke vil nytte. Så er han pludselig væk, og jeg vågner.

Siden har jeg tænkt over kvaliteten af den spænding, der opstod mellem os eller i mig. Spænding er i almindelighed noget eftertragtet som pauser fra tilværelsens langstrakte kedsommelighed, noget berigende, men spændingen mellem ham og mig havde noget sygeligt, noget usundt over sig. Den var ikke opløftende, men nedbrydende og drænende som en forventning, man aldrig vil kunne leve op til; en uforsonlig viljes kærlighedsløse manipulation med den, der uforvarende er faldet i denne viljes net. Det kunne sagtens være den rolle, han har spillet i mit liv, og som jeg nu har frigjort mig fra.

I Det magiske rum fortæller Majbritte Ulrikkeholm om en person i hendes nære omgivelser, der bliver ved med at møde hende med kritik og devaluering. Hun taler med en ven om det, og siger, at hun jo ved, at personen ikke ønsker hende noget ondt, og gør det i bedste mening. Vennen svarer, at hun åbenbart ikke har redskaber til at håndtere den slags mennesker; at hun giver djævelen englevinger. Men de findes. De ødelæggende mennesker findes.

Natten til fredag drømte jeg, at jeg var på en meget forvirrende weekendtur til Sverige sammen med noget familie og deres bekendte. Vi er indlogeret i nogle skurvognsagtige hytter, og jeg har følelsen af at være i Danmark og være ansat, men da vi skal til at forlade stedet, går det op for mig, at vi har meget travlt for at nå færgen. Jeg kan ikke finde min pung og mine nøgler og en af dem skynder irriteret på mig, mens de andre venter i bilen. De begynder at køre. Sammen med en anden (en mand), jeg ikke kan huske eller ved, hvem er, ser vi dem køre fra os, og vi løber for at finde en løsning. Vi bliver vist ud af byen, og begynder at gå. Et sted møder jeg/vi en mand, som jeg ikke rigtigt kan huske i drømmen, men jeg taber min telefon, og er nu uden pung (med billet), nøgler og telefon.

Vi når færgen i allersidste øjeblik, og på forunderlig vis bliver jeg sluset bagom billetkontrollen af en, jeg kender. Min ledsager forsvinder, og jeg sætter mig i et venteområde med sofaer. Pludselig går det op for mig, at jeg sidder ved siden af en ung musiker, som jeg har varme følelser for, og hans kæreste. Han opdager også mig, og rykker nærmere. Til sidst er vores ben viklet ind i hinanden. Han stryger mig kærtegnende over panden, og jeg synker forvirret og helt overrumplet ned i den arm, han har lagt bagom mig. Hans kæreste ser, hvad der foregår, og siger: Det er i orden, så længe du ikke ser Yvonne i øjnene (hun bruger mit navn). Han svarer, at hvis hun tager sig af sig af det, der er hendes, så skal han nok tage sig af det her. Men vi ser på intet tidspunkt hinanden i øjnene.

Jeg vågnede ved femtiden, og lå søvnløs til omkring syvtiden, hvor jeg faldt i søvn igen. Og drømte noget endnu mere forvirret.

Drømmens første del står endnu uklar for mig, jeg har ikke for alvor tolket på den. Den har ikke været lige så interessant som sidste del, som jeg heller ikke har tolket på. Den del af drømmen står bare meget stærkere og klarere, næsten som en erindring. Det er måske, hvad den er, men jeg har en tydelig fornemmelse af, at drømmen vil fortælle mig noget mere. Måske at tingene løser sig, selv når det ser sortest ud, og at kærligheden sker, når jeg mindst venter det.

-
Af en eller anden grund har jeg rodet rundt i tidspunktet for drømmene, så det har jeg rettet.