Nogen kunne få den tanke, at jeg har planer om at skrive erotica. Det er ikke tilfældet. Det bliver noget helt andet, som jeg er ved at finde formen på. Det er ikke så ligetil, som jeg troede. Jeg er ikke vant til at skrive fiktion. Så jeg finder i første omgang litteratur, der kan hjælpe mig på vej. Min mentale førlighed er ved at være genoprettet efter hovedpine og akut stress.

Rune har midlertidigt installeret sig selv i lejligheden. Det er godt at have ham tæt på. Vi har snakket om jordens præcession, og undret os over at også Jesus af Nazareth er en af jordens mange solguder (i filmen Zeitgeist – vi har set til og med det og ikke længere). Og vi har lagt puslespil, og gider ikke længere, nu hvor der kun er himlen tilbage. Vi har lige spillet Kalaha med nødder og kugler, han vandt fire ud af fem spil til lydsporet af De Eneste To, som vi er enige om gør det godt.

Rune hører radio, P1. I aftes lyttede vi til Eksistens, der tog udgangspunkt i serien Mad Men, som jeg ikke ser og derfor ikke ved noget om. Jeg ejer ikke et TV, og ser det kun sjældent på den bærbare. Serien var afsæt til en diskussion om flere ting, fx identitet og den smerte, som er mere grundlæggende end den lykke, vi så hårdt kæmper for at opleve. Jeg blev sgu’ så glad, da Ole Fogh Kirkeby sagde, at vi med tiden opdager, at vejen til forløsning for smerten findes ved at hjælpe andre til forløsning.

– Det er også det, Dalai Lama siger. Og så kom jeg i tanke om hans billede med teen og vandet:

En metafor Dalai Lama kan lide at bruge går sådan her: Forskellen mellem etik og religion er som forskellen mellem vand og te. Etik uden religiøst indhold er vand, en nødvendig forudsætning for sundhed og overlevelse. Etik funderet i religion er te, en nærende og aromatisk blanding af vand, te blade, krydderier, sukker og i Tibet, en knivspids salt.

“Men uanset hvordan teen er forberedt, er den primære ingrediens altid vand,” siger han. “Selvom vi kan leve uden te, kan vi ikke leve uden vand. Ligeledes er vi født fri for religion, men vi er ikke født frie af behovet for medfølelse.”

Det nævnte jeg ikke for Rune, for vi lyttede stadig. Bagefter spurgte han mig, om jeg forstod det hele. – Ja, derfra hvor jeg begyndte at lytte. Men han var ikke interesseret i en forklaring af det, han ikke forstod, og jeg nævnte heller ikke for ham, at der var flere ting, jeg muligvis ikke var enig i. Det er tanker, jeg selv forsøger at komme til bunds i for tiden.

Bag forestillingen om awareness, ren bevidsthed eller det Sande selv (som nok ikke skal forstås helt på samme måde, som Majbritte Ulrikkeholm refererer til det i sin bog Det magiske rum – jeg tænker, at det Selv, hun refererer til, er et visualiseret aspekt af det Sande, det Højere selv, Bevidstheden, som ikke kan visualiseres uden at tabe betydning), ligger der – sjovt nok – den tanke, at vi ikke ejer eller er ansvarlige for vores tanker og følelser. De passerer som skyer på himlen, kommer og går, og sådan kan vi iagttage dem uden at knytte noget ejerskab eller nogen tanke om ’jeg’ til dem. ’Jeg’ er selv en tanke og selv iagttagelsen kan vi iagttage, for den er også en tanke. Hvis det er muligt at begribe dette, så er det nemt at se hvilken virkning, det vil have på bevidsthedens forhold til tanker og følelser.

Ole Fogh Kirkeby sagde også, med et citat af Søren Kierkegaard, at jeget er en relation, der forholder sig til sig selv, og med en henvisning til CG Jung, at det aldrig er for sent at få en lykkelig barndom. Vi kan, selvom vi tilstræber at leve i nuet og slippe vores identifikation med jeget, ikke forhindre det, der er blevet forudsætningen for, at tanker og følelser dukker op i den form, de gør. Vi kan arbejde på at forandre det i omsorg for det jeg, den del af bevidstheden, der bliver ved med at reproducere fortidens tanker og følelser; dens smerte.

Når jeg mærker en andens til tider stærkt insisterende følelser, fx skuffelse, forventning, utålmodighed, begær, angst for tab, angst for afvisning, smerte, ejerskab og så videre, kan jeg altså vælge at omgås dem med iagttagelse (og iagttagelse af iagttagelse – hurra for at mit kendskab til Niklas Luhmanns systemteori gør den tanke nem). Den (de), der sidder i den anden ende, må før eller siden gøre op med sig selv, hvad det er for en relation hans tanker og følelser har til det, der for ham ser ud til at være mig. Og spørge sin Bevidsthed, om den er enig med hans tanker og følelser i, at det skal fortsætte på denne – for min Bevidsthed at iagttage – ulykkelige måde.

Følelsen af ejerskab er forbundet med en stærk oplevelse af identitet. Ejer vi ikke lykken (som er et fravær af smerte), så ejer vi vores smerte. Med smerten føler vi, at vi lever og er nogen i kraft af den. Når følelsen af identitet, jeget, ikke giver plads til Selvet, er det vigtigt for jeget at søge ejerskab for at føle identitet. Identitet er smerte. Det er den smerte, vi erfarede, da vi som små skulle adskille os selv fra symbiosen med mor (og far) og udvikle selvstændighed.

Ligesom selvstændighed er nyttig, så er identitetens smerte også nyttig. Den lærer os på egne vegne at søge efter smertens ophør, som blandt andet findes, når vi glemmer vores smerte i omsorg for andre, men som også er noget, der kan iagttages. Og så blev klokken ni. Jeg må læse korrektur, når jeg vågner.